Kategoriarkiv: Expat

Glad i låget

Nogle gange er det ensomt at gå alene rundt i et land, hvor vennerne tælles på en hånd, og familien er 9 timers flyvetur væk. Men det gør, at jeg bliver ekstra glad i låget, når solen skinner, og sønnike og jeg kører på cykel til børnehaven.

Han cykler bagved mig og har netop i dag fået lov til at køre på cykelstien sammen med mig. Min egen angst for at tage ham med ud på cykelstien forsvinder, hver gang jeg kigger på hans smil. Hans kæmpe smil sidder klistret på ansigtet hele vejen og viser mig, hvor stolt han er over, at han nu er stor nok til at køre på cykelstien. En cykelsti i Montreal er nemlig som at køre på en hovedvej i Danmark. Cykelstien er smal og dobbeltrettet, så det gælder om, at holde sig lige bagved mor og ikke lade sig forstyrre at modkørende og vanvittige overhalinger i begge retninger.

cykel billede m Alexander

Fransk er svært både for mor og søn. Sønnike springer ud i det i børnehaven hver dag og forstår det, men han har svært ved at tale. Han startede sit unge liv på engelsk. Hans danske går det bedst med, men selv det er svært og bliver rettet af mor og far. Fremskridtene er små for alle sprog. Og mor er nervøs for hans snarlige start i skolen, når han ikke vil tale fransk med de andre børn. Han har en masse små venner på bagvejen, men han vil sjældent rigtig lege med dem. Det sproglige gør en forskel selv som nylig 5 årig. Men så bliver jeg ekstra glad i låget, når han endelig er med i en cykelleg med de andre børn. Det kan godt være, at han ikke kan tale så godt, men han cykler bedre end sine små venner og prøver at hjælpe dem på deres nye cykler og cykler glad bagved dem. I hvert fald i 5 minutter.

Fransk skole for sønnike til september, hvor skolesekretæren ikke taler et ord engelsk, og alt skal foregå på fransk. Det gør mig træt, at jeg ikke forstår, hvad der bliver sagt og ikke kan stille de spørgsmål om skolen, som jeg gerne vil stille. Men så bliver jeg ekstra glad i låget, når en af naboerne sender en sms, at hun har gode nyheder og kommer forbi senere og fortæller, at hun har sørget for at Alexander kommer i klasse med hendes dreng, og at de får en af de gode lærerinder. Hendes datter går nemlig også på skolen. Og hun må jo synes, at Alexander er god for hendes søn at være i klasse med – selv om de ikke snakker sammen – endnu. Og så er vi inviteret til hans fødselsdag om en uge.

Og så er det at jeg bliver ekstra glad i låget over, at jeg inviterede alle naboerne med til Alexanders fødselsdagsfest for 4 uger siden, for nu er det allerede fødselsdag nummer 2, vi skal til her i maj. Så selv om min mand er ved at gå ud af sit gode skind og har brug for flere uger til at komme sig efter festen, så giver det mere end en glad dreng at holde en fødselsdagsfest med alle naboerne og vennerne. For selvfølgelig skal sådan en fødselsdagsfest have det bedste af Canada og Danmark. Både pinata og hjemmelavet fødselsdagskage og masser af pynt. (men det er nu rengøringen, som tager livet af min mand og måske også min kommandering rundt med ham ;-))

Bonne fete billede

Fødselsdagen var fuld af international sprogforvirring og masser af hygge. Men når naboerne taler sammen på fransk, så står jeg bare der og smiler og sødt og prøver at grine og nikke på de rigtige steder uden faktisk overhovedet at forstå, hvad der bliver talt om, så bygger frustrationen sig op indvendig. Et øjeblik glæder jeg mig til at starte på næste niveau af fransk. Men nu hvor den første uge af niveau 3 fransk er overstået, så sukker jeg bare mere frustreret. Det var nu lettere at lære, dengang jeg var teenager. Frustrationen er håndgribelig, og jeg overvejer at give op. Men jeg vil lære det. Det er simpelthen ikke godt nok, hvis vi skal have tolk med til skolen, når vi skal til skole/hjemsamtaler. Og jeg vil vide, hvad naboerne griner over, og hvad der snakkes om ”dans la rue”. Jeg vil integreres i Montreal. Vi har valgt at bo her, så skik følge eller land fly. Så er det, at jeg bliver ekstra glad i låget, når min sushi-pusher, og jeg har, hvad der ligner en samtale på fransk, og jeg bagefter udveksler tre sætninger med vores udlejer på fransk.

Efter 5 timers fransk undervisning (åh ja, 2 måneder med 5 timer om dagen….), så skal jeg i gang med at arbejde på engelsk og forsøger at få min hjerne skruet ind til højniveau engelsk. Engelsk musik på Spotify i baggrunden og så i gang. Jeg sidder helt alene og arbejder. Det er svært at koncentrere sig i længere tid om læsning af, hvad der svarer til kvote 2 ansøgninger til universitetet. Nogle ganske få ansøgninger er decideret inspirerende, men de fleste er bare kedelige. Sommetider er savnet efter kolleger stort. Eller bare madklub med veninderne i Danmark. Jeg er i dybe tanker om fremtiden, mens jeg går hen mod børnehaven i regnvejr for at hente Alexander. Men så er det at jeg bliver ekstra glad i låget, når min veninde råber efter mig på gaden på vej i den anden retning: ”You are a rock star – see you later”.

Det bringer mig tilbage til nuet og smilet er tilbage på mit låg. Det er sgu meget fedt at være dansk expat i Montreal og lære noget nyt. Vi har kun en håndfuld venner i Montreal, men de er super fede og giver vores liv ny inspiration og glæde. Og de varme aftner kommer snart, hvor der hygge med børn og naboer ude på bagvejen ”en Français”.

ruelle party

Sat uden for verdensdemokratiet

Som dansk statsborger i udlandet i 2015 har jeg ingen demokratiske rettigheder. Jeg er sat udenfor verdensdemokratiet. Som udlandsdansker har jeg ikke rettighed til at stemme i Danmark.” Fint”, siger du måske, ”Du bor jo heller ikke i Danmark”. Men jeg har heller ikke rettighed til at stemme i Canada, fordi jeg ikke er canadier. Til gengæld har jeg ret til at betale skat begge steder.

Jeg er vokset op i det land, som har mindst korruption i verdenen. Danmark. Jeg er vokset op til at være ærlig og leve efter lovgivningen. Jeg betaler trolig skat af min lejeindkomst (og af min danske lønindkomst i de seneste 3 måneder) i Danmark og af min lønindkomst i Canada. Jeg ejer en ejendom i Danmark, som jeg betaler ejendomsskat af. Jeg fortæller troligt Canada om min indtægt i Danmark, så Canada kan få endnu en skattebid af min danske indtægt. Helt efter reglerne.

I Danmark ændres reglerne for fradrag og skat hvert eneste år (eller det bliver i hvert fald dyrere og dyrere at være udlandsdansker hvert år). ”Betal ved kasse ét”, siger Danmark, ”også selv om du ikke har indflydelse på skattereglerne eller andre regler, for du har ikke stemmeret. Stemmeret. Hvad betyder det for de fleste danskere? Stemmer du i dag? Er du klar over, hvilket privilegium du har som dansker? Du, som bor i Danmark, har indflydelse på Danmark, men hvis du ikke bor i Danmark, så er du sat udenfor demokratiet.

Da jeg boede i Danmark tænkte jeg ikke så meget over stemmeret. Det var en naturlig del af det, at være dansker. Det var kun, når samtalen faldt på lande med diktatur, at jeg blev bevidst om, hvilke privilegium det er at bo i Danmark. Jeg brugte troligt min stemme til hvert eneste kommunal- og folketingsvalg fra jeg fyldte 18 år, og til jeg fyldte 35 år. Jeg var nok lidt atypisk dengang, men mine forældres politiske engagement smittede af på mig – men kun i form af at stemme. Nu bor jeg i Canada og har ikke den rettighed. Og jeg savner den og er misundelig på dig, som har den. Jeg har kun indflydelse i min søns børnehave. Udlandsdansker eller er jeg i virkeligheden udenlands-borger?

Er det i orden, at jeg ikke har indflydelse på verdensdemokratiet? Er det i orden, at jeg ikke må stemme nogen steder? Nej, det er ikke i orden. I dag er verdenen tilgængelig på en helt anden måde end da jeg var barn. Arbejdskraftens bevægelighed er langt større i dag end den var i 1980. Moderne kommunikation har gjort afstande meget mindre. Jeg kan tælle på en hånd de få gange, jeg var i udlandet før 1990. Jeg var umådelig heldig at jeg var i USA i sommerferien mellem 5. og 6. klasse. Ingen af mine klassekammerater havde været længere væk end Mallorca. Efter handelsskolen tog udlandsrejserne fart. Udover de årlige skiture til Frankrig, så boede jeg et år i Tyskland og sidenhen et år i Australien. Og så var der de to måneder, hvor min kæreste og jeg rejste rundt på New Zealand og i Australien. At rejse er at leve. Mit højeste ønske var at bo i udlandet i en periode med min familie, så da muligheden kom og min kæreste blev tilbudt et job i Canada, så slog vi til med det samme.

Det er stadig lidt atypisk at være moderne nomader og flytte rundt i verdenen, men der bliver flere og flere af os. Der er ingen nøjagtig opgørelse af udlandsdanskere, men man regner med, at der er i omegnen af 200.000. For 100 år siden fik kvinder i Danmark stemmeret. Det er virkelig mærkeligt at tænke på, at kvinder ikke altid har haft stemmeret. Jeg håber, at der vil sidde sådan en som mig om 100 år og virre med hovedet og tænke: ”Hvor er det mærkeligt, at udlandsdanskere ikke havde stemmeret tilbage i 2015”.

Jeg har fulgt valgkampen i Danmark på tæt hold, da jeg netop er hjemvendt til Canada efter 3 måneder i Danmark. I radioen var der et indslag om udlandsdanskere. Der var et interview med en udlandsdansker boede i Sverige, og arbejdede som soldat i Danmark. Så han kunne blive udsendt som soldat for Danmark men havde ikke stemmeret. Konklusionen var, at så længe der ikke var en sag, som fik stor mediebevågenhed, så ville der aldrig komme en ændring i lovgivningen for det er nemlig grundloven, som skal ændres. Spørgsmålet er, hvilken kendis, som kan bruges? En fra Landmand søger kærlighed eller Paradishotel eller måske kommer der en statsminister, som bor i udlandet en gang.

Kære politikere, os udlandsdanskere vil også gerne have indflydelse, og jeg kan garantere stor stemmeprocent og stor viden om politik i Danmark, da vi tiltrækkes af alt, der er dansk, når vi bor i udlandet.

Skolevalg for 4 årige

Det er nogle fantastiske naboer, jeg har. En af dem var ude og feje blade – det gør det alle sammen, mens jeg får Alexander og Adrian til det, så måske er jeg ikke helt Montrealer endnu. Vi faldt (selvfølgelig) i snak. Hun er 42 år og fransk-fransk (altså hendes mor bor i Frankrig), og hendes mand er her fra Quebec. Hun og hendes mand taler fint engelsk og har en dreng, Lou, på 3 år. Alexander og Lou har leget en del sammen i sommers, men vi har ikke set hinanden så meget i de seneste par måneder. Det blev til 20 minutters sluder over hegnet. Emnet var skolevalg.

Alexander og Lou bliver begge 4 år til april 2015. Altså om hundrede år. Børn kan starte i skole som 4-årige (hvilket er normalt i Ontario), men her i Montreal starter de ofte først som 5-årige i børnehaveklase. Man kan vælge, at barnet først starter som 6-årig, men det er meget atypisk. Det er bare vildt tidligt, synes jeg. Da jeg startede i børnehaveklasse for 1000 år siden, var jeg der i 3,5 time hver dag. Jeg startede det år, jeg fyldte 6 år. I første klasse var vi der vel lidt længere, men ikke meget. Hvis Alexander allerede starter i skole til sommer, så skal han i skole fra 8:45 – 15:21 med 1.5 times frokost pause. Som 5-årig vil hans skoledag starte kl. 8:05 og slutte 15:30. Velkommen til heldagsskole!

Min nabo regnede først med at Lou skulle starte i skole som 5-årig. Hun planlægger at skrive ham op til den skole, som ligger 5 minutters gang fra vores huse. Den eneste skole, som jeg har afskrevet fra start af, fordi den er maximalt ucharmerende. Legepladsen består af 3 ting og har været spærret af i over 6 måneder af uransagelige årsager (for kedelig måske). Legepladsen ligger i en åben asfalteret skolegård. Der er ikke et træ eller en bænk. Kun to gamle basketballkurve. Med andre ord, det ligner en skolegård fra indre København i 1980 (ja fordommene fejler ingenting). Jeg er vokset op med træer og store legepladser og gemmesteder og fodboldbaner og bænke og borde og alt det, som jeg godt ved, er svært at finde i en storby – men legeområdet kan altså også blive for storbytrist. Desuden ser børnene ikke særlig glade ud, når jeg går forbi. Det skal siges, at det er afdelingen for de lidt større børn (8-9 år og op, vil jeg tro). De helt små starter i en anden bygning, hvor de har en park som baghave. To af de andre naboer har allerede deres ældste børn i denne skole – de samme naboer har barn nr. 2 på 3 år ligesom Lou og Alexander.

Min nabo havde følgende argumenter for at vælge den skole:

– Det er tæt på, så hvis det var svært at nå at hente Lou fra skole en dag, ja så kunne en af os andre måske hjælpe og omvendt

– Lou ville allerede kende nogle af børnene, når han starter i skole

– Betydningen af skolevalg (hvis bare barnet kan lidt at gå i skolen) er måske ikke så vigtigt i de første år, når børnene er helt små. Herovre skifter man til ”high school”, når man er 12 år. Dvs. 7.- 11. klasse. Så det bliver først rigtig vigtigt, hvilken skole man går på i High School

En anden ting, som er meget anderledes er, at børnene hvert år skifter klasse. De ryster stort set posen og danner nye klasser hvert år. Derved er det også meget nemmere at være ”den nye i klassen”, hvis man flytter skole. Så det var en anden ting, som min nabo sagde til mig. Hvis skolen er dårlig, så flytter vi ham bare. Og det gør man bare herovre. Hvis der er plads.

Jeg har netop siddet og stavet mig igennem den fransk hjemmeside (læs: jeg har skimmet forsiden) på den skole, som min nabo snakkede om. Det ser jo meget godt ud. Fokus på musik og sport. Intensiv engelsk fra 5. klasse (som aldersmæssigt vil svare til 4. klasse i Danmark).

Jeg synes, min nabo har gode argumenter for at vælge den skole. Jeg spurgte hende om et par andre skoler, som jeg kender i området, og hun springer bestemt ikke over, hvor gærdet er lavest – hun har undersøgt markedet og synes at vide, at man skal bevæge sig længere væk, hvis man skal finde en rigtig god skole (læs: stor fokus på de rigtige indlæringsmetoder og stort udvalg i aktiviteter og tilvalg). Så skoler, hvor jeg ville skulle køre ham hver dag.

Jeg har svært ved helt at sætte ord på, hvad jeg synes, en god skole er. Umiddelbart er det bare vigtigt for mig, at der er nogle gode lærere i de første år. Lærere som Alexander kan lide og som gør, at han bliver glad for at gå i skole og lære. Lærere som lægger et fundament for god indlæring. Men jeg er jo en komplet novice på området, så jeg håber, at jeg kender nogle lærer og forældre og andre, som har lyst til at ytre sig. Hvad skal man fokusere på, når man skal vælge skole til sit barn? Hvilke spørgsmål skal jeg stille til skolelederen? Og hvad er jeres holdning til, at sende børn i skole som 4-årige? – herovre har jeg en fornemmelse af, at forskellen på børnehave og pre-school er barn til lærer ratio. Altså mindre voksenkontakt, men det de lærer er det samme. Og så koster børnehaven en formue, mens folkeskole er gratis.

Glæder mig til at læse jeres holdninger!

Naboglæder og sorger

Der er ikke noget bedre end at kende sine naboer. Når jeg går hjemme til daglig, så føler jeg mig mere sikker, når jeg ved, at dem omkring mig kender mig. Men vigtigst af alt, så føler jeg mig hjemme, når jeg hilser på vores nabo på vej ud af døren om morgenen eller møder en nabo i supermarkedet. Det med at føle sig hjemme giver en helt anden mening, når man bor i udlandet. Det tager tid at opbygge et netværk og få venner, men det bliver aldrig det samme som i Danmark. Det skal heller ikke nødvendigvis være det samme som i Danmark. Vi er i Canada for at få en anden oplevelse i livet end den trygge opvækst i Danmark. Og alligevel er det vigtigt at føle sig hjemme. Nabobekendtskaber er en del af at føle sig hjemme for det giver den snært af tryghed, som jeg tror, vi alle har behov for i hverdagen.

I går var jeg som vanligt til fransk undervisning fra 8:30 til 11:30. Vejret var dejligt og jeg nød faktisk cykelturen hjem. Da jeg nærmede mig vores hus var alt, hvad jeg tænkte på: ”Det er street cleaning dag, så husk nu at flytte bilen, Ulla”. En bøde på $55 var ikke på dagsorden (igen), derfor så jeg først i sidste øjeblik moderen til en af de treårige, som Alexander har leget med i sommeren. Hun var i gang med at feje blade ud på vejen (så fejemaskinen kunne klare resten af rengøringen).

Jeg er så afsindig dårlig til navne, og mens jeg siger ”Hallo” tænker jeg desperat på, hvad hun hedder. Jeg stopper helt op og spørger, hvordan hun har det. Hun svarer tvetydigt. I det øjeblik kan jeg se, at jeg har et valg, for hun har det tydeligt ikke godt. Jeg kan vælge at ignorere, hvad jeg ser og sige noget generelt om vejret, eller jeg kan spørge mere ind til, hvad der er galt. Men jeg ved, hvad der er galt.

Hun er et par år ældre end mig og har to børn på 3 og 6 år. Alexander har leget med dem nogle gange på vejen i sommers, og Adrian fik en øl sammen med hendes mand en aften, mens børnene legede. Hendes mand er canadier, og hun er tysker. Jeg har talt med hende måske 5 gange. Hun har boet her i mere end 10 år og taler perfekt fransk. Hendes engelske er ikke særlig godt, men hun kan gøre sig forståelig med et par tyske gloser ind imellem, som jeg forstår langt bedre end fransk. Hverken tyskere eller franskmænd er generelt mennesker, som åbner op første gang, man møder dem. Jeg kan huske, at jeg tænkte i sommers, at hun virkelig havde sagt nogle meget personlige ting til mig på de 10 minutter, som vi snakkede ude på gaden, mens børnene legede. Jeg tror, at vi sammenlagt har talt sammen i 45 minutter i løbet af sommeren. Hun skulle til Tyskland i seks uger med sine to børn, fordi hendes mor havde fået en sygdom, som de havde fået besked på kun blev værre.

I går kunne jeg med det samme se, at hendes mor ikke var mere. Vi stod der på gadehjørnet i kulden og talte og græd i langt over en time. For en gang skyld sagde jeg ikke meget, men lod hende tale. Jeg havde mest lyst til at kramme hende og holde hende tæt, så hun kunne få sin smerte ud. Hun fortalte om hendes mor og hele forløbet fra i sommers, og at hun var taget til Tyskland igen i september alene. Det er ikke kun hendes mor, hun har mistet, det er også hendes rødder i Tyskland, som er forandrede. Hele hendes identitet er oppe til revision. Hun havde ondt helt inde i sjælen. Jeg er sikker på, at hun har mange veninder her i Canada, men jeg tror hun fornemmer, at jeg forstår hende på en anden måde, fordi min familie også er så langt væk. Det var på den ene side en god oplevelse, at få lov at komme så tæt på et fremmed menneske, men også utrolig hårdt, fordi det minder om, hvor langt væk jeg selv er hjemmefra.

Jeg håber, at vores samtale hjalp hende en smule opad det sorte hul, som hun tydeligt befinder sig i lige nu og ikke sendte hende længere ned. Nogle gange er der bare for mange kulturer og sprog involveret, til at jeg helt kan afkode, hvad der er hjælp, og hvad der er træsko lige midt i det, som gør ondt. Det er så svært at vide, hvad man skal gøre for at hjælpe et menneske i smerte. Jeg skulle til at skrive, at det er endnu svære at hjælpe et fremmed menneske, men faktisk er det lige så svært at hjælpe dem, som jeg er tæt på i Danmark, for dem kan jeg heller ikke kramme.

Danmark du dejlige ferieland

Alle danske familier med en villa har en trampolin i haven til ungerne, hvilket var alt hvad min dreng behøvede for at få en fantastisk ferie, og så er havet altid rundt om hjørnet og nok verdens bedste legeplads for alle aldre.

Så er det blevet dagligdag igen her i Montreal. Vi var i Danmark i 6 uger på ferie i september og nåede klassikere som ZOO, Tivoli, Legoland og en tur i Cirkus. Men det var køreturen over Fyn, som fik mig til at bryde ud i den gamle klassiker: ”Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer, så har du fundet ind til det, som gør livet allermest værd” og det var den lille færge fra Kulhuse til Hundested og ”klap en fisk” i Hundested Havn, som gav mig den der sommerfuglefædrelandsfornemmelse i maven. En fornemmelse, som jeg også tror, at andre udlandsdanskere får, når de kommer til Danmark på besøg.

Danmark er et dejligt land at holde ferie i – og denne sommer har været ekstra god. Som dansker glemmer man nogle gange de fede oplevelser, som man kan få i sit eget land. Oplevelser, som man tager til fremmede lande for at få. Legoland er da bare det bedste sted for børn (og voksne legebørn). Ever. Der skal jeg helt sikkert over igen, når sønnike er lidt ældre. Det var klart mine niecer og nevø på 5-12 år, som fik mest ud af den tur, mens min 3-årige søn var mest til bare at gå rundt i miniaturebyen og lege på legepladsen.

ZOO er altid et hit. Vi var der en dag med småregn, men ikke alt for koldt, så der ikke var kø foran hotdog-boden. Oplevelsen blev en ekstra tand bedre med insider viden om fodringstider og meget mere fra familiens dyrepasser, Krisser. Og så er der gratis parkering – det får man altså ikke mange steder i verdenen midt i en hovedstad.

Ingen fri parkering foran Tivoli, men til gengæld går toget lige til hoveddøren af verdens flotteste forlystelsespark. Ud over en perfekt legeplads og medbragt frokost (Tivoli’s hotdogs er ikke blevet billigere med årene) så mødte vi Rasmus Klump. Det er ikke en figur, som min søn sådan rigtig kender, men store udklædte figurer er altid et hit. Og en tur i Odin Expressen blev det da også til. Men bare det at gå rundt i Tivoli får nostalgien til at løbe frit.

Cirkus. Det er mange år siden, at jeg sidst har været i et rigtigt cirkus. Jeg mener, hver dag er et cirkus i min familie – altså på den gode måde, men denne gang betalte vi for indgang og så både klovne, elefanter og køer. Der er altid overraskelser i cirkus, og jeg bliver aldrig for gammel til lugten af savsmuld.

Min mors fødselsdagsfest var dog højdepunktet på ferien. 70 år. En gang var man helt vildt gammel som 70-årig, men med den energi, som min mor ligger for dagen, så kan jeg kun se frem til at blive gammel for så meget energi, har jeg ikke nu. Jeg elsker store fester med hele familien. Og det er det allerbedste ved ferie i Danmark – at bruge tid sammen med familie og venner.

Tak for denne gang, Danmark og på snarlig gensyn.

Når lillemanden er syg

Det er sjovt at bo i udlandet, når man oplever noget nyt og får nogle af de fede oplevelser. Det er knapt så sjovt, når man er syg eller familien eller venner i Danmark er syge. Så er man lige pludselig langt væk.

En klog kvinde (ja, du ved selv, hvem du er) sagde til mig, da vi begyndte at snakke om, at flytte til udlandet og måske få et barn. “Jamen, er du klar over, hvor meget behov du har for bedsteforældre, når du har et barn?” Den gang var jeg klar i spyttet: “Det klarer vi nok”.

Men der er ingen tvivl om, at det er nemt, når bedsteforældrene bor 20 km væk og tilkaldeklar, når lillemanden er syg og mor og far skal på arbejde. Ja, jeg er misundelig på min lillebror for den mulighed. Sidste uge var en af de uger, hvor jeg sendte min bror en misundelig tanke. Lillemanden kastede op hver morgen, og da han efter 3 dage havde det lidt bedre og blev sendt i vuggestue, ja, så lagde jeg mig. Det er ikke nemt, at være to fuldtidsarbejdende forældre og ingen mulighed for pasning under sygdom. Og herovre, er der ikke noget med “barns første sygedag”. Så der skal tages feriedag hver gang og med arbejde, der er svært at tage med hjem, så er det nok ikke altid en fordel for min arbejdsplads at have mig ansat. Det er min mand, som får husholdningsøkonomien til at hænge sammen (det er mig, som bruger den), så jeg er generelt den, som må snuppe en uplanlagt-hjemme-barn-syge-feriedag.

I sidste uge overvejede jeg det hjemmegående koncept igen. Som tidligere 110% karrierekvinde (eller i hvert fald passioneret i forhold til mit arbejde), så er overvejelsen om at blive 110% hjemmegående svær at tage. Samtidig ville hverdagen hænge fantastisk sammen, når lillemanden er syg. Og jeg havde nok ikke lagt mig med sygdom også, da jeg ikke ville gå og stresse over de ting, jeg nu ikke nåede på arbejdet. Jeg har været vant til at klare mig selv økonomisk, og jeg har brug for at tjene et yderligere formål end at være der for min familie. Helt klart et synspunkt, som jeg tror, de fleste danske kvinder på min alder vil nikke genkendende til. Jeg vil påstå, at der ikke er mange danske kvinder på min alder, som går og drømmer om at være permanent hjemmegående. Måske drømmer, men i den sidste ende ikke har lyst til at gennemføre det. Jeg tager hatten af for dem, som kan for det er ikke noget nemt job, og jeg ved også, at det let kan være det, som sker specielt, når man flytter til udlandet som medfølgende hustru med 2-3 børn.

Jeg lagde kistelåget fast på min karriere i Danmark, da vi flyttede til Canada. Jeg er startet helt forfra med et helt almindeligt kontorjob på universitetet. Nogle gange så kedeligt, at jeg er lige ved at falde i søvn, men samtidig er rammerne gode. Der er generelt ingen sure miner, når jeg har barn syg eller skal til lægen med ham. Jeg arbejder sammen med en flok kvinder som selv har børn og ved, hvordan det er. Og dog, så ved de fleste ikke hvordan det er, for de har et pasningsnetværk der gør, at de ikke behøver at helt så mange ufrivillige feriedage. Det kunne være et springbræt til en ny karriere, men det er nok snare mit egoistiske behov for at tjene mine egne penge og holde mine hjerneceller roterende og føle mig som andet end bare ”Alexander’s mum”.

Om vi savner bedsteforældrene – ja, selvfølgelig gør vi det. Heldigvis, kommer de tit og besøger os. Jeg er sikker på, at min svigermor vil kommentere denne post med at, der faktisk er lige præcis en måned til de kommer og besøger os. Samtidig har vi besluttet, at vi ikke vil have for høje faste udgifter til hus og bil, for der skal være plads til at tage til Danmark, når vi har lyst og mulighed for det.

Vi har valgt udlandet til og derved de trygge danske rammer fra, og det har haft og har stadig konsekvenser. Har jeg fortrudt? Ikke et sekund. I sidste uge, når vi så har haft ondt af os selv og betvivlet vores valg i et svagt øjeblik af mandesygdom, så kigger vi hinanden i øjnene og er fuldstændig enige om, at vi udlever vores egen drøm og ikke fortryder et øjeblik vores beslutning om at flytte til Canada. Karriere er bestemt ikke alt

Hvorfor vælge Canada

Valget om at flytte til Canada var på mange måder nemt for os. Vi havde begge et ønske om at bo i udlandet og opleve en anden kultur. Men hånden på hjertet, kulturen skulle ikke være alt for anderledes. Det skulle være ‘nemt’, dvs. vi skulle kunne tale sproget, og det skulle ikke være for farligt at færdes på gaden.

I 2007 tog vi to måneder ud at rejse, et af formålene var at kigge på muligheder for at flytte til Australien eller New Zealand. To lande, som vi begge er meget begejstrede for. Min mand havde et ønske om at komme til at arbejde som computerspilsprogrammør, og da han netop er en dygtig 3D-programmør ja, så var det faktisk en mulighed. Vi tog af sted hjemmefra med flere aftaler om jobinterview i bagagen. I Australien. Desværre var jobbene, som min mand blev tilbudt interessante nok, men lønnen var ikke nok til føde både ham og mig. Da jeg ikke ville have mulighed for at arbejde til at starte med, men nok ville være nødt til at studere, så skulle han være tjene nok til at betale husleje og mad for os begge.

Jeg har en baggrund i sportens verden med en master i sportsmanagement faktisk fra Australien, men det var ikke rigtig en baggrund, som gør, at et land er interesseret i at give mig opholds- og arbejdstilladelse. Derimod er en programmør noget, som er interessant for et land. I 2008 var vi på ferie i Canada med min familie og fik øjnene op for mulighederne i Canada. Min mand begyndte at søge job og gik igennem flere Skype interviews inden valget faldt på et firma i London, ON. Fordelen ved Canada er, at vi begge kunne få en et års arbejdsferietilladelse. Canada og Danmark har en aftale om, at alle der endnu ikke er fyldt 36 år, inden de kommer til Canada, kan få en sådan tilladelse.

Det var dog ikke en hel nem proces da Canada kræver en ren straffeattest. Altså, det krav var ikke svært at opfylde, men svært at bevise, da Canada også skulle have en straffeattest fra mit år i Australien. Svært at få, fordi de ikke tager kreditkort til at betale for den attest i Australien men kun check – fra en Australsk bank. Det er en lang, lang historie, som jeg ikke skal trætte med her, men kun kan sige, at jeg fik en ny veninde hos det australske politi og langt om længe fik min rene straffeattest.

Den største fordel for os var, at vi nu kunne tage til et land og begge få et arbejde til at starte med og senere få en rigtig opholdstilladelse, som Adrians arbejde sørgede for. En arbejdstilladelse, hvor Adrians arbejde ‘ejer’ rettighederne til hans arbejde, så hvis han bliver fyret, så kan han ikke arbejde andre steder i Canada uden at den nye arbejdsgiver igen ‘ejer’ ham. Fordi programmører er så interessante for Canada, ja, så får programmørers koner eller samleverske (ja, for det meste er programmøren en mand) også en arbejdstilladelse.

Adrian skulle starte på sit nye job 1. december, og vi tog afsted midt i november. En by om vinteren er bare ikke det fedeste, men vi fandt en dejlig lejlighed at starte ud med og fik købt møbler i Ikea (ja, det findes jo alle steder – dog bare ikke i London, men 2 timer væk i Toronto). Jeg efterlod så Adrian i London og tog retur til Danmark, da han startede med at arbejde. Planen var, at jeg skulle komme tilbage til Canada i julen, og vi så ville tage den endelige beslutning. Hvis det nu ikke var lykke at være i London, ON, så ville det jo være ret så forbasket, hvis vi begge havde opsagt gode jobs i Danmark og så måtte returnere et par måneder efter. I julen blev den svære beslutning taget. Svært fordi mit job i Danmark var fantastisk og udsigterne til at starte på det niveau i Canada formentlig var umuligt.

Jeg måtte minde mig selv om, at det her også var min drøm, som blev til virkelighed og ikke kun Adrians. Så beslutningen var ikke så svær at tage. I starten af marts (kort før min 36 års fødselsdag) tog jeg afsted. Den første måned var jeg så heldig at jeg kunne fortsætte med at arbejde ’hjemmefra’. Hvilket minder mig om, at det jeg arbejdede på var et bud på EM i volleyball til Danmark i efteråret 2013. Et bud som Danmark vandt. Så hvis du er i Danmark i efteråret 2013, så må du altså ind og se EM i volleyball. Jeg er sikker på, at det bliver ligeså fantastisk, som vi beskrev det i budmaterialet.

Da det hele startede

Min mand og jeg bor i Canada sammen med vores dejlige dansk-canadiske søn. Men det er ikke første gang, jeg har trukket teltpælene op og draget ud i verden.

Jeg har rejst en hel del på almindelige sommerferier og skiferier i Europa og lidt længere ferier til klassikere som Thailand, New Zealand, Australien, USA og Canada. Det vildeste var 4 uger i Uganda, hvor jeg underviste i volleyball men også fik tid til en safari. I 2005 var jeg et år i Australien (læste en master) og tilbage i det herrens år 1993 boede jeg et år i Tyskland (elev).

Denne gang har jeg været væk fra Danmark i noget længere tid. 4 år er der gået siden Adrian (pæredansk) og jeg kørte med lufthavnsbussen fra Toronto til London, Ontario. Før vi overvejede at flyttet til Canada, anede jeg ikke, at der var en by – udover den i England – som hed London. Google Map er et fantastisk redskab, som også lærte mig, at grænsen mellem Canada og USA ikke er så knivskarp, som jeg huskede den fra Geografitimerne i folkeskolen. For vi bor nu i dryppet ned i USA. 2 timer til Toronto (på en god dag uden sne og myldretid) og 2 timer til Detroit.

Jeg har været i Canada 2 gange på ferie, og jeg troede, jeg vidste en hel del om landet. Jeg tænker på de tre B’er: Bjerge, Bjørne og Biler. Well, da min mand blev tilbudt et job som spilprogrammør i London, ON blev jeg noget skuffet, da jeg greb mit bedste rejseredskab: Lonely Planet. Der var ikke mange rosende ord til London, ON. Det lød Fladt med tre F’er. 370.000 indbyggere. Byen har kopieret de fleste stednavne fra det “rigtige” London. Så vi har Themsen i baghaven. Universitet har flotte wanna be gamle bygninger med over 20.000 elever på et campus. Nu er denne by mit hjem og den har en del mere at tilbyde, når man bor her. I hvert fald som hjemby.

I foråret 2013 var jeg sammen med en flok danske piger – eller måske skulle jeg sige kvinder, når vi alle er vel over 30 år. Jeg har mødt dem på en Facebook gruppe, der hedder “Danske Kvinder i Canada”, men det var første gang, at jeg mødte dem i “virkeligheden”. En aften sammen med disse fantastiske kvinder fik mig bekræftet i, at jeg ikke er den eneste danske kvinde, som går rundt i et fremmed land og prøver at finde mig selv i en hel ny rolle. Jeg beundrer flere af de andre kvinder for den ro og styrke, som deres ophold i udlandet tydeligt har givet dem.

I marts 2014 er vi netop startet et nyt eventyr i Montreal. Velkommen tilbage til min blog.