Alle indlæg af Badulla

We belong to two queens!

Almost 9 years ago we arrived in Canada with two suitcases where we had packed the  essentials for a potential move to Canada. Two sets of lined, two sets of cutlery, two fancy plates (Mågestel) wrapped in my navy towel, two breakfast bowls wrapped in Adrian’s light blue towel. Even the towels are still in use. Neither new nor fancy but to this day they do their job well. All our new Canadian towels are in neutral colors – you always forget who is using which (yes, I have a towel thing – I like to know that it is only my butt that is being dried by my towel ;-)), however; when the navy and the light blue are in use we know which towel belongs to whom.

9 years later we have accumulated so much more stuff (too much really ;-)). A good mix of Danish and Canadian art and culture. And we have produced a fine young kid who is born as a dual citizen and now his parents have joined him as dual citizens too. September 25, 2018 Adrian and I became dual citizens – Canadian and Danish. We now belong to two queens!

I remember our arrival day in Canada like it was yesterday. We were booked on a mini-bus from Toronto to London, ON. It was the last week of November. Chilly but no snow. I saw skiing hills (bumps) on the way but besides that it was pretty boring (the trip from Toronto to London is amongst the most boring drives in Canada; maybe in the world). We arrived at a very nice hotel. Paid by Adrians new company. We went out to find dinner and saw the street closed for a parade. People were sitting on lawn chairs by the curb. The Christmas parade would be coming by shortly we were told. We waited for ½ hour while more people took their seats but we were hungry and decided to find some food. As we had eaten the parade finally started. I remember not knowing what to think – blaming it on jetlag. Firstly, it was still only November and secondly well, parades have grown on me after experiencing Canada Day 😉

The next morning we set out to explore the city – to get to know the neighborhoods and to find a place to live. We had looked on Kijiji and scribbled down some rental addresses without making appointments. We put on our fall clothes and did what we knew as Danes: With no bikes we were walking! We thought that would help us getting to know the neighborhoods and helping the jetlag to disappear. And this was the moment that almost made me now want to leave. Right there. That moment we turned the wrong way on Dundas street……. (Everyone knowing London will be smiling a knowing smile now).

People begging for money, homeless shelters and people screaming at us for no reason (or was it that obvious that we were from out of town ;-)). We walked for an hour without speaking a word only nodding at rental houses and passing by quickly shaking our heads silently agreeing that we were not going to live there.

A lot of streets in London (as in a lot of newer cities in North America) are straight as an arrow and making perfect squares with the crossing streets making us only turn twice to be heading back and as we walked parallel with Dundas walking towards Old North the houses started changing and so did our mood. I remember thinking – okay, so it is not only a crack selling town. Our mood lightened as we saw a house with a first floor rental apartment. We called and the owner was home and we absolutely loved it. We had landed our feet in Old North in London, ON (we did walk another 5-10 km looking at a few more rentals but we knew Victoria Street was our new home).

Renting a car the next day for a two hour drive to Ikea, Toronto where we bought the cheapest bed frame (which we still have), the almost smallest dinner table and the cheapest coffee table and duvets (who knew that the Danish duvet covers have a different size than the Canadians). We wanted to save our money for travelling or maybe we were scared that we would decide to move back again quickly. If I had known we would still be here 8+ years later I would have gone for the more expensive stuff – cause we are still stuck with the ugly bed frame (the dinner table is now our yard table ;-)).

We had four great years in London, ON. We left with happy memories, a beautiful son and a red Ford Escape. Next stop was Montreal. We still love living here for better and worse… This French city is as charming at it is annoying. However, the diversity is amazing and this diversity is what makes Canada great. Canada might have the most beautiful nature in the world. From beaches to mountains to waterfalls and bears this country has it all. However, the most beautiful about Canada is its people. This thanking, inviting and strong people have the biggest hearts in the world. Canada welcomes everybody who wants to live here peacefully. Canada believes in the greatness of diversity.

Thank you Canada for welcoming us two Danes into your midst. Thank you for giving us the opportunity to be part of a democracy again. Thank you for being great, Canada.

Inspired on the plane

My quote of the day:”you meet inspiring people when you least expect it”. I am sure someone else said that before me however, it is still true.

As most of you know I returned home to Canada from Denmark a few days ago. After Alexander and I spend 14 lovely days in Denmark we tried out Swiss Air for the first time on our return flight. Boarding in Zurich I promised Alexander the window seat on row 35. As we walked down the aisle my smile faded as I saw who was sitting in our row by the aisle. 3 seats on each side of the plane and 4 in the middle. As we reached row 35 I put on a fake smile and politely told the gentleman that we had the seats beside him. With difficulties he got up. He was a much shorter person than me but probably weighed almost twice as much. Sitting down again the movement had exhorted him and he breathed heavily.   I cozied up with my son and sighed with the thought of 7.5 hours in the plane with no space for my shoulders – only if I leaned on my son’s seat.

However, as many times before I quickly realized that this gentleman was a true inspiration and throughout our conversation he almost made me cry but not for the reasons many of you might think – I really didn’t mind my seat at all – on the contrary!

He was 70 years old and lost his wife to cancer a year ago. He had been married to her for almost 35 years and she was the love of his life. He asked her to marry her or maybe she asked him – they always argued about that. However, after only 6 weeks of dating they got engaged and married 3 months later.

The way he talked about his wife and how she had always been his rock and how she was the bravest person he had ever known. And how it was unfair that she got lung cancer as he had been the one smoking before he met her (she made him stop on their first date). And how she had hold on to life to be at their son’s wedding but died 2 weeks later. And how he had never looked at another woman while he was married because he didn’t have to because he married his soul mate.

He is from Montreal – fully bilingual corporate lawyer.  He still works and didn’t like flying cause he wasn’t able to get online and work!!! He told me that he loves his phone (who said 15 year old?) which is true as he turned it on as soon as we touched ground in Montreal and was talking to someone within 2 minutes. Recently he got a new family doctor (who is gorgeous) and she talked him into starting exercising. So now he has a personal trainer that he sees daily (when not away for business) every morning at 6am. Wauw. And his goal is to weigh the same as he did when he got married.

A few months ago he went to the hospital for some testing and he learned that an old girl friend of his (before his wife) had had her retirement party from the hospital a few days ago. So he googled her and found out about LinkedIn and contacted her. And now they are dating. He was concerned about what his kids would say (he is so proud of those kids: One is a pediatrician at a hospital in US and the other also lives in US and has his own successful film producing company. They both married awesome people and are very good friends with each other and their spouses and they have grandkids). However, his daughter said that as long as he was happy and that he didn’t expect her to love her like her mother then she was fine with it.

Anyways, I got to know a lot more – he didn’t sound or look 70. A waitress recently wanted to seat him at the bar next to a gorgeous 35 year old as she knew she was single however, he refused as he said that he was flattered that the waitress obviously thought he was much younger but he kids are that age so instead he said:

“I don’t want to move on, I want to move forward”.

And yes, I also managed to color with Alexander and watch 2 movies. Those flight are just so freaking long 🙂

Solcreme, solcreme, solcreme

Min mand og jeg har hvid hud. Sådan rigtig sart hud. Min mand har lidt rødligt skær i håret, mens min hud bare er total sart. Så sandsynligheden for vores søn har en mega sart hud er temmelig stor. Personligt har jeg gennem tiden prøvet det hele. Lige fra at været temmelig forbrændt over store dele af kroppen til nældefeber til hedeslag til forbrændte øjne (ja, det kan man godt – det svier og det eneste, der hjælper er mørke og lukkede øjne) og til solcreme fra faktor 10-60.

Så solcreme var og er en stor del af vores ferie på Jamaica – men også en helt almindelig sommerdag i Danmark. Vi har altid masser af solcreme med hjemmefra – faktor 35-50 – uden parabener og parafume. På vores 6 ugers ferie brugte vi ca. 2 liter solcreme – og det er primært til os voksne, for vores 4 årige har primært heldragt på, når vi er ved stranden og langærmet t-shirt, når vi er ude. Og hat. Han har en fantastisk solhat, som ikke mister form i vand. Fantastisk både som solskærm for hud og øjne i vandet. Jeg elsker heldragten, for så slipper vi for slåskampen med solcreme og sand der sidder fast i huden og usikkerheden for, hvornår han skal have solcreme på igen. Jeg har vist skrevet om den før, men her er et billede.

Alexander med swimsuit

Jeg har købt outfittet og den perfekte solhat i USA:

Det var rart med sommer, men min krop skulle lige vænne sig til at være uden vinterstøvler  (det var midt i februar) – jeg havde selvfølgelig fået en pedicure inden vi tog afsted ;-). Vi sad klar ved restauranten og vores morgenmadsbilletter kl. 8:30. Gravkoen og traktoren havde fundet vej til stranden, så ventetiden på morgenmaden ikke var for stor.

Der kom stille og roligt flere gående forbi på stranden, som rigtig gerne ville sælge os noget mere eller mindre ulovligt. Jeg forhandlede købet af nogle bananer – og ja, jeg stinker til forhandling, så de var dobbelt så dyre som i Canada. Vi gik en tur langs stranden, og det var meget svært at undgå hostlerne, men vi sagde venligt nej, og det accepterede de. Det var bare træls, at vi ikke kunne gå i fred.

Ganske som forventet blev mor og far hurtigt trætte af at sidde på stranden. Sådan efter 3 minutter. Så min mand talte med receptionen om dykning. Der var en mand, som hang ud på hotellet, som foreslog os, at vi tog med hans båd ud og snorkle og spise hummer på en lille ø. Wauw. Vi var klar. Desværre blæste det op og ud over, at han ikke kunne få sin båd ud fra floden, hvor den lå forankret, så ville vi ikke kunne se noget i vandet. Øv. Desværre blev vejret ikke bedre i de næste dage, så dykning var heller ikke en mulighed. Men der med snorkel og hummer, det skal jeg i hvert fald næste gang, vi kommer til Jamaica 😉

Men så blev vi hooket op med en taximand, som selvfølgelig kunne køre os alle mulige steder hen. Vi startede med en tur rundt i byen og frokost på et lokalt lille sted, som han kendte. Køreturen og snakken om kulturen på Jamaica fik os til at slappe lidt af og føle, at vi godt kunne klare lidt flere hostlere. Om aftenen kørte han os ud til Rick’s Café , som er en berømt café, hvor primært de lokale hopper ud over en klippe og langt, langt ned til de rammer vandet, mens turisterne ser begejstrede til. Fantastisk udsigt, men desværre så vi ikke den berømte solnedgang, da vejret som nævnt var overskyet og blæsende (men stadig lunt og dejligt).

Glad i låget

Nogle gange er det ensomt at gå alene rundt i et land, hvor vennerne tælles på en hånd, og familien er 9 timers flyvetur væk. Men det gør, at jeg bliver ekstra glad i låget, når solen skinner, og sønnike og jeg kører på cykel til børnehaven.

Han cykler bagved mig og har netop i dag fået lov til at køre på cykelstien sammen med mig. Min egen angst for at tage ham med ud på cykelstien forsvinder, hver gang jeg kigger på hans smil. Hans kæmpe smil sidder klistret på ansigtet hele vejen og viser mig, hvor stolt han er over, at han nu er stor nok til at køre på cykelstien. En cykelsti i Montreal er nemlig som at køre på en hovedvej i Danmark. Cykelstien er smal og dobbeltrettet, så det gælder om, at holde sig lige bagved mor og ikke lade sig forstyrre at modkørende og vanvittige overhalinger i begge retninger.

cykel billede m Alexander

Fransk er svært både for mor og søn. Sønnike springer ud i det i børnehaven hver dag og forstår det, men han har svært ved at tale. Han startede sit unge liv på engelsk. Hans danske går det bedst med, men selv det er svært og bliver rettet af mor og far. Fremskridtene er små for alle sprog. Og mor er nervøs for hans snarlige start i skolen, når han ikke vil tale fransk med de andre børn. Han har en masse små venner på bagvejen, men han vil sjældent rigtig lege med dem. Det sproglige gør en forskel selv som nylig 5 årig. Men så bliver jeg ekstra glad i låget, når han endelig er med i en cykelleg med de andre børn. Det kan godt være, at han ikke kan tale så godt, men han cykler bedre end sine små venner og prøver at hjælpe dem på deres nye cykler og cykler glad bagved dem. I hvert fald i 5 minutter.

Fransk skole for sønnike til september, hvor skolesekretæren ikke taler et ord engelsk, og alt skal foregå på fransk. Det gør mig træt, at jeg ikke forstår, hvad der bliver sagt og ikke kan stille de spørgsmål om skolen, som jeg gerne vil stille. Men så bliver jeg ekstra glad i låget, når en af naboerne sender en sms, at hun har gode nyheder og kommer forbi senere og fortæller, at hun har sørget for at Alexander kommer i klasse med hendes dreng, og at de får en af de gode lærerinder. Hendes datter går nemlig også på skolen. Og hun må jo synes, at Alexander er god for hendes søn at være i klasse med – selv om de ikke snakker sammen – endnu. Og så er vi inviteret til hans fødselsdag om en uge.

Og så er det at jeg bliver ekstra glad i låget over, at jeg inviterede alle naboerne med til Alexanders fødselsdagsfest for 4 uger siden, for nu er det allerede fødselsdag nummer 2, vi skal til her i maj. Så selv om min mand er ved at gå ud af sit gode skind og har brug for flere uger til at komme sig efter festen, så giver det mere end en glad dreng at holde en fødselsdagsfest med alle naboerne og vennerne. For selvfølgelig skal sådan en fødselsdagsfest have det bedste af Canada og Danmark. Både pinata og hjemmelavet fødselsdagskage og masser af pynt. (men det er nu rengøringen, som tager livet af min mand og måske også min kommandering rundt med ham ;-))

Bonne fete billede

Fødselsdagen var fuld af international sprogforvirring og masser af hygge. Men når naboerne taler sammen på fransk, så står jeg bare der og smiler og sødt og prøver at grine og nikke på de rigtige steder uden faktisk overhovedet at forstå, hvad der bliver talt om, så bygger frustrationen sig op indvendig. Et øjeblik glæder jeg mig til at starte på næste niveau af fransk. Men nu hvor den første uge af niveau 3 fransk er overstået, så sukker jeg bare mere frustreret. Det var nu lettere at lære, dengang jeg var teenager. Frustrationen er håndgribelig, og jeg overvejer at give op. Men jeg vil lære det. Det er simpelthen ikke godt nok, hvis vi skal have tolk med til skolen, når vi skal til skole/hjemsamtaler. Og jeg vil vide, hvad naboerne griner over, og hvad der snakkes om ”dans la rue”. Jeg vil integreres i Montreal. Vi har valgt at bo her, så skik følge eller land fly. Så er det, at jeg bliver ekstra glad i låget, når min sushi-pusher, og jeg har, hvad der ligner en samtale på fransk, og jeg bagefter udveksler tre sætninger med vores udlejer på fransk.

Efter 5 timers fransk undervisning (åh ja, 2 måneder med 5 timer om dagen….), så skal jeg i gang med at arbejde på engelsk og forsøger at få min hjerne skruet ind til højniveau engelsk. Engelsk musik på Spotify i baggrunden og så i gang. Jeg sidder helt alene og arbejder. Det er svært at koncentrere sig i længere tid om læsning af, hvad der svarer til kvote 2 ansøgninger til universitetet. Nogle ganske få ansøgninger er decideret inspirerende, men de fleste er bare kedelige. Sommetider er savnet efter kolleger stort. Eller bare madklub med veninderne i Danmark. Jeg er i dybe tanker om fremtiden, mens jeg går hen mod børnehaven i regnvejr for at hente Alexander. Men så er det at jeg bliver ekstra glad i låget, når min veninde råber efter mig på gaden på vej i den anden retning: ”You are a rock star – see you later”.

Det bringer mig tilbage til nuet og smilet er tilbage på mit låg. Det er sgu meget fedt at være dansk expat i Montreal og lære noget nyt. Vi har kun en håndfuld venner i Montreal, men de er super fede og giver vores liv ny inspiration og glæde. Og de varme aftner kommer snart, hvor der hygge med børn og naboer ude på bagvejen ”en Français”.

ruelle party

3 stjernet hotel på Jamaica, men 5 stjerner for beliggenhed

Er jeg den eneste, som altid føler en hel del stress, når jeg skal igennem immigrationen i en fremmed lufthavn? Selv om jeg altid har maksimalt rent mel i posen, så har jeg altid en livlig fantasi: Tænk nu, hvis der er en, som har puttet noget i min bagage eller hvis jeg har svaret forkert på papirerne.

Fremme i lufthavnen på Jamaica fulgte vi strømmen. Vi havde udfyldt visa-blanketten ombord på flyet for hele familien (lige som alle andre for det var det, vi havde fået besked på af stewardessen). Men vi fik alle besked på at udfylde en hver, da vi kom frem til kontrollen. Et fyldt fly sad nu på gulvet foran immigrationen og udfyldte den ret udførlige blanket. Med usædvanlig ro og et ”vi når det jo nok” var vi blandt de sidste, som kom gennem kontrollen, hvilket så også gjorde, at der var en del ventetid til den forhåndsbookede bus kørte, da den tidligere bus vist lige var kørt. Jeg havde booket lufthavnstransport med et tilfældig, men stort firma, som jeg havde googlet, da hotellets email-adresse ikke virkede.

Beskrivelsen af vores Jamaica hotel på internettet var meget blandet – og generelt lød det til, at de ikke havde så godt styr på kommunikationen, så jeg var ikke så bekymret. Sådan da. Shield Negril Villas: Jeg krydsede fingre for, at de dårlige anmeldelser var primært fra folk, som forventede et 5 stjernet hotel, men ikke ville betale for et.

De småfulde amerikanere i bussen (man kunne købe paraply-drinks i boder udenfor lufthavnen – hvilket vi klart gør en anden gang) gjorde vores humør lidt mere afslappet end Lonely Planet bogen med dens advarsler havde gjort ombord på flyet. Vi vidste, at vi skulle køre ca. 1,5 time, men nu var det blevet myldretid, så trafikken gjorde turen tættere på 3 timer – de nu helfulde amerikanere skulle lige tisse af undervejs også. Det var netop blevet mørkt, da vi endelig noget frem til hotellet. Undervejs var amerikanerne blevet sat af på det ene luksushotel efter det andet. Jeg kunne se, hvordan forventningerne steg i min mands øjne, mens sønnike sov på mit skød.

Nu ved jeg ikke med dig, men i min familie er det mig, som planlægger og finder feriesteder og får ros (og heldigvis sjældent ris) for valgene. Jeg prøver altid at få forhåndsgodkendelse fra manden min, men han stoler på mit valg. Fair nok. Nogle gange misser min ellers perfektionistiske rejsepersonlighed noget. Og nogle gange har manden min ikke helt hørt efter, hvad jeg fortalte…. Jeg vidste godt, at vi ikke skulle bo på 5 stjernet hotel, men jeg kunne mærke, at min mands forventninger smittede.

Men så var det, at chaufføren ikke kunne finde vores hotel – han havde aldrig hørt om det. Så vi stoppede i det nu bælgravende mørke (når det bliver mørkt på Jamaica, så sker det på 15 minutter). Angsten kom igen snigende, da chaufføren hoppede ud af bussen for at få hjælp til at finde hotellet. De lokale er meget mørke i huden og gadelygter er sporadiske, og vi havde jo læst alle de fæle ting, som også kan ske på Jamaica.  Til alt held fandt han hjælp og 15 minutter senere kørte vi 5 minutter længere, og så blev vi læsset af. Hotellet så ikke ud af meget, og receptionisterne var ikke super venlige (det havde Tripadvisor advaret mod ;-)) En flink mand hjalp os med at finde vores værelse, som var rent og spartansk, hvilket var helt fint.

Det var langt over aftensmadstid (vi havde kun fået en medbragt sandwich i flyet, og det tidligere fly havde betydet en sporadisk morgenmad, så vi var temmelig sultne kl. 8 om aftenen). Den flinke mand viste os ned til swimmingpoolen og restauranten.

Og lige der, hvor restaurantens hegn sluttede – der var havet. Ahh…..


Tripadvisor havde ikke været så klar på, hvor fantastisk beliggenheden var. Og på hotellets billeder så det ud som om, at hotellet lå med en vej mellem sig og havet. Vi satte os ned i den kølige brise og lyttede til bølgerne. Roen bredte sig indvendig, og vi kunne igen smile til hinanden. I hvert fald et øjeblik til lillemanden blev træt af at vente. Og vente måtte vi. Der gik en hel time inden maden kom. Jamaica-time blev et begreb, som vi stadig bruger, når noget tager lang tid. For der er noget afslappet over tidsbegrebet på Jamaica. Til gengæld kom vi lynhurtigt i afslappende ferie-mode og sov fantastisk på det kølige mørke værelse.

Jamaica – Familieferie venter

”Danskerne er eventyrlystne og vil gerne have en unik oplevelse, når vi skal på ferie. Nord-amerikanerne vil underholdes og have all-inclusive luksus ressorts”, har jeg læst et sted. Spørgsmålet er, hvad jeg er: Dansker i passet og i hjertet, men nordamerikaner i hus og mave?

Jamaica. Endelig kom dagen, hvor vi stod i lufthavnen i Montreal og skulle af sted. Alexander med sin lille rygsæk på ryggen og sin rullekuffert. Mor og far med hver deres rygsæk. Et styk mega-kuffert, en backpack-rygsæk og en autostol. Vi holdt os til to stk. bagage, da man skal betale for antal indcheckede stykker bagage med mange af de nordamerikanske flyselskaber, når man ikke skal så langt.


Autostol – skal, skal ikke, og hvordan beskyttes den på flyveturen
Autostolen får du altid gratis med på flyet (så vidt jeg ved). Vi har en fin, men efterhånden meget slidt til autostolstaske, som udover at passe på autostolen også har den fordel, at der altid er plads til lidt ekstra sammen med den. Vi har købt vores hos ToysrUs her i Canada. Vi har en Jeep Carseat Travel Bag, som koster ca. 150 kr. uden hjul, med hjul 250 kr. :

Jeg har lige brugt en time på at researche autostol-rejsetasker i Danmark, og der er de altså ikke billige. Så jeg vil anbefale at købe på Amazon eller lignende. Men du kan også vælge at leje en hos, som beskytter mere og er noget mere fancy end den, som vi har. Pris 139 kr. for en uge og 59 kr. for efterfølgende uger. Du kan også købe en, som kan bruges til meget forskelligt:, men så er vi oppe i 800 kr. for et køb.

Og hvorfor ikke bare en pose? De slidstærke poser, som sælges hos SAS billetkontor i Kastrup er super-gode, men gennemsigtige, og man kan derved se de ekstra sko og støvler eller bøger, som jeg altid sniger i autostolposen i stedet for at betale for overvægt i kufferten 😉

Vi vælger ofte at tage autostolen med ud at rejse, da det eksempelvis i USA ville koste os ekstra 1000 kr. at leje den sammen med bilen. Vi skiftede i efteråret over til en ”selepude med ryglæn” (et begreb der lyder bedre på engelsk: Booster Seat). Vi overvejede kun at tage selepuden med, men kunne jo ligeså godt tage ryglænet med, når nu vi ikke skulle slæbe rundt på det andet end til og fra lufthavne. Det var vi rigtig glade for vi gjorde, da Alexander sover meget bedre i bilen, når der er support til hovedet (og vi endte med at køre lidt for langt i US, men det fortæller jeg mere om en anden gang).

Nok om autostole – det skal jo handle om Jamaica
Jeg havde fået et rejsebureau til at finde flybilletterne og et hotel på Jamaica. Billigt nej, men heller ikke vanvittigt dyrt. Normalt kan jeg godt lide at finde gode deals selv, men vi havde brugt så lang tid på at finde ud af, hvor vi ville hen, at tiden til at finde de gode deals var gået. Og så kan rejsebureauer tit finde en bedre deal på flybilletter, når vi skal på en rundrejse. Overraskende, anbefalede rejsekonsulenten, at vi kun skulle booke hotellet på Jamaica i en uge og så finde noget andet, mens vi var der (der gik hun så glip af provision, men fed service). Hun sagde, at det godt kunne være, at vi ville se en anden del af øen i uge 2 og finde en god last-minute deal. Min eventyrlyst kriblede i mig. Det lød som en fantastisk idé.

Men da jeg sad der i flyet på vej til Jamaica og læste i Lonely Planets: ”Jamaica”, ja så blev jeg i tvivl. Jamaica var måske lidt farligere end sådan bare lige. Og hvordan skulle vi dog finde et andet sted. En form for rejsestress kom snigende sammen med angsten for, hvad vi nu havde begivet os ud på. Flere områder skulle vi ikke tage til pga. risiko for overfald og skyderier og i hvert fald ikke gå ude om aftenen. Og så var der hustlere over det hele. Wow.

Jeg prøvede at berolige mig selv med de danske artikler, jeg havde læst på internettet, som fortalte om et smukt og dejligt land, hvor man bare skulle være almindelig forsigtig og nyde den meget venlige lokale befolkning. Så jeg prøvede at glemme det nordamerikanske hav af advarselssider og forslag om, at man bare skulle holde sig indenfor indhegningen af all-inclusive resortet – som vi havde fravalgt.

Jeg mindede mig selv om, at jeg trods mine 6 år i Canada stadig ser mig selv som primært dansker. Og danske rejsende er mere eventyrlystne. Danskere vil ud og møde lokalbefolkningen og komme hjem med en unik oplevelse i stedet for at blive behandlet som en flok køer på forårsgræs: Hoppende af glæde solen men indenfor indhegningen. Og så er det tusse-dyrt. Alt er aldrig helt all-inklusive på græsmarken.

Flyet lagde an til landing på Jamaica med udsigt til palmetræer, frodige bjerge og safirblåt hav. Smilet bredte sig på mine læber. Det skulle nok gå med det der “3 stjernede, kun inklusiv morgenmad”-hotel. Uden indhegning men med mulighed for unikke oplevelser.

Planlægning af 6 ugers ferie – hvilken verdensdel skal vi besøge?

Vi er så heldige at have 6 ugers ferie startende midt i februar i år. Vi var helt enige om, at nu skulle vi endelig på den ferie, hvor vi ville tage dagen, som den kom og ikke stresse rundt og prøve både at slappe af og opleve seværdigheder og være ude i naturen. Dog måtte vi jo nok lige blive enige om, hvor ferien skulle gå hen. Altså sådan overordnet. Det ville jo nok være hensigtsmæssigt at booke flydelen på forhånd, da vi ikke har uanede midler til rådighed. Det tog os flere måneder at beslutte os for, hvor i verden vi ville hen. På 6 uger startende midt i februar kan man jo komme ret langt omkring eller bare blive på et sted eller, eller….

Hvordan beslutter vi os, når hele verden er klar til at blive opdaget af os?
Overvejelserne startede i Asien, men flyttede sig til Vest-Australien til Mauritius og Reunion (fantastisk flot ø, som faktisk hører med til EU) og så tilbage til Nordamerika. Min mands krav var sol og sommer og gerne mulighed for dykning. Mine krav var, at det skulle føles sikkert og vigtigst at alt, at vi ville have tid til at være sammen som familie og nyde hinanden. Vi ville gerne af sted i nogle af ugerne sammen med vores venner, som har 2 børn, men efter alle overvejelserne frem og tilbage endte vi med ikke at tage af sted sammen denne gang – men det skal vi helt sikkert næste gang!

Indrømmet min mand og jeg var lidt ego-centrerede og glemte lidt sønnike i alle overvejelserne. Sønnike er nu blevet 4 år og ved stadig ikke helt, hvad det vil sige, at skulle på lang ferie. Han er dog helt klar over, at han skal pakke sin kuffert.

4 årig drengs krav til 6 ugers ferie (udtalt af moren med de positive briller på):

  • Have god tid til at komme fra et sted til et andet
  • Kvalitetsudflugter (læs: korte) i stedet for kvantitet
  • God tid til at lege
  • Familievenlige hoteller
  • Swimming pool
  • Trygge rammer

Med andre ord: Der skal være god mulighed for, at vi sætter vores eget tempo.

All-inklusive resorts i Thailand er ikke for os – denne gang
Vi elsker alle tre at være udendørs, men det er slut med klapvogn og bæresele, hvilket gør fx vandreture lidt svære, da selv om vores dreng elsker at være ude, stadig ikke er vild med at gå for langt – det er for kedeligt. Det er svært at selv at sætte tempoet i udflugtsbusserne og med mit krav om sikkerhed, så valgte vi Asien fra denne gang, da vi ikke selv har lyst til at køre og derfor vil være afhængige af turbusser og offentlige transportmidler, som skal forhåndsbookes i et vist omfang. Selv om min mand er til sol og sommer, så er vi ikke til at ligge på stranden eller ved poolen i mere end en time – det er for kedeligt for os gamle. Sønnike elsker at grave i sandet, så han kunne godt bo på en strand.

Kør-selv ferie i det sydlige USA – Yes, here we come!
Endelig kunne vi begynde en mere konkret ønskeliste. Vi ville kunne køre selv. Så kom Mauritius og Reunion ind i billedet. De flotte billeder af specielt naturen solgte os med det samme. Men vi fandt også ud af, at vi nok hellere måtte sælge vores egen bil, hvis vi skulle få råd til den tur. Så i stedet begyndte vi at kigge på vores omgivelser, som var fulde af sne (Canada). Det ville være fint med mig, men min mand holdt fast i varmekravet. Det sydlige USA har det i hvert fald varmere end Canada i februar. Vi har besøgt både Florida og Californien, så vi endte med en tur der startede helt syd på i USA og inde mod midten – i New Orleans og ender i Las Vegas. Eller det vil sige, vi (læs: min mand) ville gerne være helt sikre på at noget af turen var rigtig varm, så vi besluttede os for at starte med 2 uger på Jamaica, hvor sikkerheden for varme i februar er højest i Caribien.

2 uger på Jamaica og 4 uger i USA
Så det blev til 2 uger på Jamaica (hvor vi bookede den første uge på hotel i Negril) og overlod bestemmelse af den næste uges overnatninger til efter ankomsten til Jamaica. Fra Jamaica skulle vi så flyve til New Orleans, hvor vi lejede en bil i 4 uger og ville køre til Las Vegas og flyve hjem derfra. I New Orleans bookede jeg også et hotel de første 3 nætter, men så ligger resten af turen og de min. 3000 km åben.

Vi overvejede et motorhome, fordi det ville give vores søn det samme sted at sove, hvilket han helt sikkert ville foretrække, men prismæssigt er det dyrere end at bo på motel og leje en bil og desuden vil der være steder, hvor vi ikke kan komme både pga. parkering men også vejforhold.

Efter alle disse overvejelser om, hvor vi skulle rejse hen, så kom vi frem til, at denne tur skulle være testturen for en 6 måneders rejse om ca. 2 år. Følg med her på bloggen, hvor jeg lidt forsinket i forhold til IRL vil komme med opdateringer om, hvordan det så går med vores tur.

Økonomisk håber vi, at kunne holde det under 75.000 kr. for 6 ugers ferie alt inklusiv, så vi kan spare op til en halv jord rundt om 2 år.

24. december: Cruise

Max satte sig straks til sin computer og søgte på cruise til Bahamas og bad Thea om at skrive til personen på Facebook og få yderligere informationer. Thea var allerede i gang, men der kom ikke flere svar. Thea satte sig tilbage i stolen. Hun kiggede ud af de slørede vinduer i den hightec bil eller nærmere bus, som de sad i. Hun skulle koncentrere sig for at bekæmpe trætheden. Klokken var 4 om morgenen, og det føltes som evigheder siden, hun sidst havde sovet. Hun prøvede at skrive igen på Facebook, men der var tavst i den anden ende.

Den 23. december. Det var højsæson for cruise skibe til den sydlige varme. Max havde hurtigt fundet frem til 3 skibe, som skulle til Bahamas i løbet af dagen, som ville se solens lys eller i hvert fald en lille form for lys om 3-4 timer. Hvordan skulle de dog finde frem til det rigtige skib? Onklen kiggede på Max. De havde begge dybe furer i panden. Max rømmede sig: ”Lad os gå udfra, at de er ombord på et af de 3 skibe”. Ingen turde tænke tanken, at de ikke var ombord på et af skibene. ”Det første skib starter boarding kl. 7, så vi har 3 timer til at få sat en screening af passagerne op”. Onklen fortsatte: ”Og det skal være diskret, så vi ikke skræmmer ham væk”.

Max ringede på telefonen og dirigerede sine mænd. Onklen og Thea sad i hjørnet ved et bord, da alle fik serveret kaffe og morgenmad. De følte sig lidt overflødige, mens alle andre styrtede rundt. ”Max har prøvet sådan noget her før, så vi må stole på, at han har styr på det”, sagde onklen vist lige så meget til sig selv som til Thea. Max kom over til dem. ”Så er der sat overvågning op på det første skib kl. 7”, sagde han, ”lad os tage bilen derhen og følge med fra sidelinjen”.

Det var lykkes Max at sætte en person ved boarding, som havde et skjult kamera, så de kunne følge med i, hvem der kom ombord.

Hun sad i kørestolen, mens han skubbede den. Han måtte have give hende en eller anden form for medicin, som gjorde hende ude af stand til at bevæge sig. Hun kunne bare se til mens hendes søn grædende gik med sin far i hånden. Aftenen inden havde hendes ex-kæreste fortalt, at han ville tage dem med til Bahamas og derfra med privat fragtskib videre til Sydamerika. Han havde viftet med deres pas og havde givet hende en indsprøjtning, da hun var begyndt at protestere.

Hun tænkte tilbage på dengang, hun havde mødt ham. Han havde været så charmerende og taget sig af hende, da hun var kommet til Canada for at starte på en frisk. Langsomt havde hun fundet ud af, at han var sygelig jaloux. Han overvågede hende dag og nat og forhindrede, at hun havde kontakt til sin søster. Hun havde heldigvis aldrig ringet til sin søster fra sin mobiltelefon, og han havde aldrig spurgt efter hendes navn. Fra start af havde hun syntes, det var charmerende, at han kun ville fokusere på nutiden og ikke på fortiden, for sådan havde hun det jo også. Efter et par forliste forhold i Danmark og fyring fra et arbejde, som havde holdt meget af. Så var det fedt med en artsfælle. En der heller ikke gad se bagud. Hun havde fundet ud af, at hun var gravid og havde håbet, at det ville hjælpe med hans jalousi, men det var bare blevet værre. Hun ventede til han en dag glemte at låse døren og stak så af. Hun havde ikke penge til at forlade landet, men tog til Montreal for at gemme sig. Der havde hun mødt Alain, som var så anderledes end nogen anden mand, hun havde mødt. De var blevet stormende forelskede og Alain ville have hende til trods for, at hun var gravid med en andens barn.

Modløsheden stod malet i onklens ansigt. Den sidste person var netop gået ombord og til trods for, at de havde kigget på alle passagerer, så havde de ikke haft held til at finde dem. Næste afgang var kl. 14. Boarding startede klokken 10. Onklen sad med hovedet i hænderne og kiggede så pludseligt op. ”Giv mig en forklædning på. Jeg vil op og se med.” Max kiggede på ham og gav modvilligt efter for kravet. Kl. 10 stod både onklen og Thea klar ved boarding.

Klokken var tæt på 13:30 og boarding var ved at lukke. Thea og onkelen udvekslede et blik. Hun kunne se, at desperationen i hans blik og forstod ham fuldt du. De sidste personer kom gående mod dem. En kvinde sad hjælpeløs i en kørestol. Desperationen stod også at læse i hendes blik. Drengen i mandens hånd havde grædt, men gik nu med blikket rettet mod jorden. Drengens snørebånd var gået op og idet han var ud for onklen snublede han. Onklen greb ham inden han faldt og drengen kiggede op. ”Far”, råbte han og prøvede at slippe fri fra mandens hånd. Men manden holdt godt fast i Noah og vendte sig for at løbe bagud. Men onklens træning fra Irak slog ind, så der gik ikke mange sekunder før manden lå i gulvet og Noah var i armene på de den mand, som han kendte som sin far.

Max’ mænd holdt kidnapperen fast, mens onklen knugede sit barn til sig. Noah var blevet klippet helt korthåret og hans hår var let rødt. Kvinden i kørestolen var også klippet korthåret, men der var ingen tvivl om, at det var Katja, når man så nærmere efter. Tårerne løb nedad kinder på hende, men hun var ikke i stand til, at bevæge sig. Max kom løbende med en læge. Ambulancen kom kort tid efter. Allerede om eftermiddagen var Katja i stand til at tale og kunne næsten bevæge sig normalt. Men for en sikkerhedsskyld ville de beholde hende natten over. Thea, onklen og Noah fik lov at sove på hospitalet med Katja.

Julemorgen blev Katja udskrevet og Max kørte dem alle hjem i bussen, som Thea kaldte den. ”Noah, når vi kommer hjem til Montreal, så skal vi to lege rigtig, rigtig meget sammen”, sagde hun. Noahs øjne lyste op: ”Mig elsker Thea”, sagde han glad. Katja havde svært ved at holde tårerne tilbage, da de fortalte, hvordan de havde fundet hende. Hun takkede dem alle og specielt Thea for at have fundet dem. Thea følte sig for første gang i sit liv betydningsfuld. Og hun voksede næsten 2 centimeter, da Max sagde, at han havde et job til hende i hans efterforskningsvirksomheden, når hun var gammel nok.

Da først adrenalinen var begyndt at falde i hendes krop faldt Thea i en dyb søvn. Efter 5 timer var de hjemme i Montreal. Der var der lys i huset, da de kom frem. Onklen kunne mærke anspændtheden komme krybende, da Max sagde, at han og et par mænd ville gå først ind. Men lige i det kom Theas mor til syne i døren. Thea måtte gnide sine øjne en ekstra gang, men nærmest løb hen til sin mor og krammede hende, som hun aldrig havde gjort før.

23. december: Nyt spor

Onklen sidder helt hvid i ansigtet. ”Onkel, sig noget, hvem er det?”, spørger Thea. Onklen synker og kigger op på Max og Thea, som står afventende. ”Den dag jeg spurgte Katja, om hun ville giftes med hende og gav hende denne ring, sagde hun til mig, at hun elskede mig, men at det kunne være farligt, at kende hende. At hun kendte en, som ville hende ondt. Så derfor sagde hun nej til at gifte sig med mig, fordi hun ikke ville bringe mig i fare. Jeg kan huske, at jeg grinede og så sagde jeg til hende, at jeg nu ville fortælle hende statshemmeligheder, som hvis de kom ud, så ville de bringe mit liv i fare. Derefter fortalte jeg hende måske lidt mere, end jeg burde om mine operationer i Irak. Og jeg fortalte hende om Max, og hvad hans firma var i stand til.” Onklen holdt en pause og fortsatte så: ”Jeg kan huske, at hun slappede af og sagde, at så var hun jo nødt til at gifte sig med mig, og at ringen skulle være tegn på de hemmeligheder, som gjorde os farlige. Det grinede vi meget af. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har tænkt mere på den samtale efterfølgende. Jeg troede vel, at hun havde overdrevet. Jeg har været et fjols.”

Max var utålmodig: ”Ja, du er et fjols, men ved du hvem, hun var bange for?”. Onklen kiggede på Max. ”Noah var jo kun 6 måneder, da vi mødtes, så mit bedste bud ville være Noahs biologiske far. Men jeg kender ikke hans navn for Katja ville ikke tale om ham.” Thea så overrasket på onklen. ”Jeg har altid troet, at du var Noahs far”, sagde hun.

”Ja, det var også det, som Katja ville have, at alle troede”, svarede han. Thea sad lidt og tyggede på oplysningen. ”Det må være muligt at finde ud af, hvem han er”, sagde hun, ”hvis bare…..” Max afbrød hende: ”Jeg får sat computerfolkene i gang med at søge efter Noahs fødselsattest og grave i Katjas baggrund”. Max forsvandt ud af rummet, men onklen råbte efter ham. ”Glem fødselsattesten, der står far ukendt på”. Max brummede til svar. Thea og onklen sad modløse tilbage. Thea kunne mærke, at der var et eller andet, som sagde hende, at hun havde svaret, men hun kunne ikke helt finde ud af hvad. Onklen sagde pludseligt ivrigt: ”Det er vist tid til, at vi ringer til din mor og forhører os, om hun kan hjælpe os”. De skyndte sig ud til Max, som sørgede for medhør, da Thea ringede op.

Theas mor blev forfærdet, da hun hørte, hvad der var sket. Og de fortalte hende ikke engang om forsøget på at kidnappe Thea. Men Sanne var ikke til megen hjælp. Hun vidste kun, at Katja havde boet i Canada i Toronto i ca. 2 år, før hun flyttede til Montreal og mødte onklen. Katja havde ikke haft specielt meget kontakt til Sanne i de to år, hvor hun havde boet i Toronto. Det var først, da Katja havde fået Noah, at hun havde genoptaget kontakten til søsteren. Midt i telefonsamtalen råber Thea pludselig op. ”Mor, vi smutter, jeg ved, hvordan han ser ud. Jeg har det godt. Vi ringer så snart vi ved mere. Hej, hej”, sagde hun og signalerede til Max, at de skulle lægge på. Moren protesterede, men havde allerede klartonen i øret.

”I St. Thomas var jeg ude og gå med Noah i klapvognen, og så var der en mand, som kom op og spurgte, hvem Noahs mor var og hvor gammel han var. Jeg svarede ærligt på spørgsmålene, men syntes, at der var noget mærkeligt ved manden, og da han rakte ud efter Noah, drejede jeg klapvognen skarpt og skyndte mig ind til en gruppe kvinder på legepladsen. Heldigvis kom Katja lidt efter og så kunne jeg ikke se manden længere, men jeg fortalte det til Katja og beskrev hans udseende og så skulle vi pludselig skynde os tilbage til huset. På vej tilbage til huset opdagede Katja, at jeg havde fået lavet en tatovering på armen, og så blev hun stiktosset. Derefter fik jeg besked på at pakke mine ting og en time efter kørte vi tilbage mod Montreal. Jeg troede, at det havde med tatoveringen at gøre, men måske var det manden?”.

Max kaldte på en af sine mænd. ”Thea, sæt dig med Bill og beskriv manden, så laver en Bill en sketche af ham”. En halv time efter sad de med et vellignende billede. Onklen havde i mellemtiden ringet til vennerne i St. Thomas, men desværre kendte de ikke noget til Katjas ex-kæreste, Noahs far. Max og onklen prøvede at stykke information sammen, men kom ikke rigtig videre. Thea besluttede sig for at gå på Facebook og ser at der er kommet en ny besked fra deres kilde. ”Var de der?”, spørger kvinden. Thea svarer ærligt, at hendes moster og fætter var blevet flyttet. Thea fortæller hende, hvad de ved og tigger hende om yderligere oplysninger. Max forsøger at spore kvinden, men området er for stort til at kunne præcisere den nøjagtige adresse. De beslutter alligevel at køre hen i nærheden af, hvor de tror, kvinden bor: Manhatten.

Der er stilhed på Facebook, men pludselig dukker en ny besked op. ”Min far har sagt, at han skal på 14 dages cruise tur til Bahamas i dag sammen med en ny kæreste og hendes søn. Jeg tror, det er dem, og jeg tror ikke, at hun vil med. Min far virker besat af hende og drengen. Der er noget galt”.

22. december: Ledetråde

De fik besked på at vente i bilen. Thea tog sin onkels hånd. Hendes onkel var ligbleg i ansigtet. Det føltes som en evighed før Max endelig kom tilbage. Hendes onkel for ud af bilen og råbte til Max, før han lukkede døren: ”Fandt I dem?” Hun kunne se Max ryste på hovedet. Hun kunne mærke skuffelsen ramme hende hårdt. Hun havde haft hænderne foldet og bedt til både gud og englene og en enkelt gang til julemanden hele vejen til New York. De havde kørt forbi så mange jule-udsmykkede huse på vejen, at hun var blevet mindet om, at det jo snart var jul.

Max sagde noget til onklen, som hun ikke kunne høre, og så vendte de sig begge og gik tilbage mod bygningen. Thea fløj ud af bilen og løb hen til dem. ”Hvad sker der”, spurgte hun. ”De har muligvis været i et rum i kælderen”, sagde Max, ”men jeg vil gerne have din onkel med ind og se, om der er noget, som indikerer, at de har været der”. Tonen i Max stemme hentydede til, at hun ikke skulle med, men onklen så på hende og sagde, at det bestemt ikke skadede at have flere øjne til at lede efter spor.

De gik ind i et hus, som så ud som om, at det kunne falde sammen hvad dag det skulle være. Det var bestemt ikke hip New York stil, men de var også langt fra det, som Thea kaldte New York. Der var stadig en time til centrum af New York fra, hvor de befandt sig nu. I stueetagen var der kun ølflasker og pizzabakker. Max folk var ved at tage billeder og fik besked fra Max på at samle dem sammen bagefter, så de kunne tage det med hjem til laboratoriet og undersøge dem. Thea kiggede på Max og spurgte: ”Hvem er du egentlig?”. Han grinede og sagde, at han hed Max, og det var alt, hvad hun behøvede at vide. Hun kiggede skeptisk på ham men fornemmede, at det ikke nyttede noget at stille flere spørgsmål. Gad vide om han var FBI, men det havde de jo ikke i Canada. Hun måtte spørge Mikkel, når de kom tilbage til. Han kunne sikkert finde ud af noget.

Hun rettede sin koncentration mod stuen og de omkringliggende værelser, men der var kun skrald. Så blev hun og onklen ledt ned i kælderen. Der var helt mørkt ned ad trappen, men Max havde sat en stor projektør op, som han tændte, da de kom ind i kælderrummet. Der lå en madras midt på gulvet, og et par dyner og nogle madrester. Der var intet andet at se. Hun kunne se, at onklen blev skuffet. Han havde lige som hende selv håbet på, at der ville være et tegn på, at de havde været der.

Onklen og Max gik over mod trappen. ”Jeg bliver lige et øjeblik”, sagde hun. Thea satte sig ned på madrassen. Var der noget, de havde overset? Efter et par minutter ville hun rejse sig op igen. Hun satte hænderne mod madrassen og mærkede noget hårdt inde i madrassen. Hun løftede madrassen og opdagede et lille hul. Hun stak fingrene op i hullet, men kunne ikke få fat på den ting, som var inde i madrassen. Hun flåede i det hårde stof på madrassen og kunne endelig få fat i den hårde genstand.

”Onkel”, nærmest skreg hun. Han kom springende ned af trappen tæt forfulgt af Max. Hun holdt en plastring frem mod dem, hvor der sad en guldring fast på. Hun kunne se, at håbet tændtes i onklens øjne og han gav genstandene til Max. ”Min kloge kone”, sagde han, ”det er Noahs ring og min kones forlovelsesring, som jeg har givet til hende. Max fik sine folk til at sprætte både madras og dyner op for at lede efter flere ting, mens de satte sig og kiggede nærmere på ringene.

De satte sig ned ved et stærkt lyse ovenpå og kiggede på ringene. ”Okay”, sagde Max, ”lad os tænke højt. Hvad betyder de to ringe? Katja har jo flere ringe, hvorfor har hun valgt den?”. Max kiggede skiftevis på onklen og Thea. Det var første gang, Max inkluderede hende i opklaringen. Onklen sad og drejede forlovelsesringen mellem fingrene. ”Hun har ikke bare lagt ringene fremme, så det er nogle kloge personer, som har taget dem, men samtidig har hun håbet på, at jeg havde Max med i opklaringen, for jeg ville jo aldrig have fundet dem selv”. Max tog ringene: ”Der er ikke kradset noget i ringene. Fortæl mig hvilke andre ringe hun har?”.

Onklen tænkte sig om, men noget ikke at sige noget, før Thea svarede. ”Hun har min mormors gamle vielsesring, hendes konfirmationsring og sin vielsesring. Thea havde fået forklaringen på sin mosters ringe nogle uger før bortførelsen, så det stod klart i erindringen. Max tænkte højt: ”Hvorfor valgte hun sin forlovelsesring frem for vielsesringen. Fortæl mig, hvordan du friede og alt andet, som har med ringen at gøre”. Onklen sad igen stille et øjeblik og så var det som om, der var noget, som gik op for ham.

”Jeg ved, hvem der har dem”, sagde han så.