3 stjernet hotel på Jamaica, men 5 stjerner for beliggenhed

Er jeg den eneste, som altid føler en hel del stress, når jeg skal igennem immigrationen i en fremmed lufthavn? Selv om jeg altid har maksimalt rent mel i posen, så har jeg altid en livlig fantasi: Tænk nu, hvis der er en, som har puttet noget i min bagage eller hvis jeg har svaret forkert på papirerne.

Fremme i lufthavnen på Jamaica fulgte vi strømmen. Vi havde udfyldt visa-blanketten ombord på flyet for hele familien (lige som alle andre for det var det, vi havde fået besked på af stewardessen). Men vi fik alle besked på at udfylde en hver, da vi kom frem til kontrollen. Et fyldt fly sad nu på gulvet foran immigrationen og udfyldte den ret udførlige blanket. Med usædvanlig ro og et ”vi når det jo nok” var vi blandt de sidste, som kom gennem kontrollen, hvilket så også gjorde, at der var en del ventetid til den forhåndsbookede bus kørte, da den tidligere bus vist lige var kørt. Jeg havde booket lufthavnstransport med et tilfældig, men stort firma, som jeg havde googlet, da hotellets email-adresse ikke virkede.

Beskrivelsen af vores Jamaica hotel på internettet var meget blandet – og generelt lød det til, at de ikke havde så godt styr på kommunikationen, så jeg var ikke så bekymret. Sådan da. Shield Negril Villas: https://www.tripadvisor.dk/Hotel_Review-g147313-d953211-Reviews-Shields_Negril_Villas-Negril_Westmoreland_Parish_Jamaica.html Jeg krydsede fingre for, at de dårlige anmeldelser var primært fra folk, som forventede et 5 stjernet hotel, men ikke ville betale for et.

De småfulde amerikanere i bussen (man kunne købe paraply-drinks i boder udenfor lufthavnen – hvilket vi klart gør en anden gang) gjorde vores humør lidt mere afslappet end Lonely Planet bogen med dens advarsler havde gjort ombord på flyet. Vi vidste, at vi skulle køre ca. 1,5 time, men nu var det blevet myldretid, så trafikken gjorde turen tættere på 3 timer – de nu helfulde amerikanere skulle lige tisse af undervejs også. Det var netop blevet mørkt, da vi endelig noget frem til hotellet. Undervejs var amerikanerne blevet sat af på det ene luksushotel efter det andet. Jeg kunne se, hvordan forventningerne steg i min mands øjne, mens sønnike sov på mit skød.

Nu ved jeg ikke med dig, men i min familie er det mig, som planlægger og finder feriesteder og får ros (og heldigvis sjældent ris) for valgene. Jeg prøver altid at få forhåndsgodkendelse fra manden min, men han stoler på mit valg. Fair nok. Nogle gange misser min ellers perfektionistiske rejsepersonlighed noget. Og nogle gange har manden min ikke helt hørt efter, hvad jeg fortalte…. Jeg vidste godt, at vi ikke skulle bo på 5 stjernet hotel, men jeg kunne mærke, at min mands forventninger smittede.

Men så var det, at chaufføren ikke kunne finde vores hotel – han havde aldrig hørt om det. Så vi stoppede i det nu bælgravende mørke (når det bliver mørkt på Jamaica, så sker det på 15 minutter). Angsten kom igen snigende, da chaufføren hoppede ud af bussen for at få hjælp til at finde hotellet. De lokale er meget mørke i huden og gadelygter er sporadiske, og vi havde jo læst alle de fæle ting, som også kan ske på Jamaica.  Til alt held fandt han hjælp og 15 minutter senere kørte vi 5 minutter længere, og så blev vi læsset af. Hotellet så ikke ud af meget, og receptionisterne var ikke super venlige (det havde Tripadvisor advaret mod ;-)) En flink mand hjalp os med at finde vores værelse, som var rent og spartansk, hvilket var helt fint.

Det var langt over aftensmadstid (vi havde kun fået en medbragt sandwich i flyet, og det tidligere fly havde betydet en sporadisk morgenmad, så vi var temmelig sultne kl. 8 om aftenen). Den flinke mand viste os ned til swimmingpoolen og restauranten.

Og lige der, hvor restaurantens hegn sluttede – der var havet. Ahh…..

IMG_20160206_180159

Tripadvisor havde ikke været så klar på, hvor fantastisk beliggenheden var. Og på hotellets billeder så det ud som om, at hotellet lå med en vej mellem sig og havet. Vi satte os ned i den kølige brise og lyttede til bølgerne. Roen bredte sig indvendig, og vi kunne igen smile til hinanden. I hvert fald et øjeblik til lillemanden blev træt af at vente. Og vente måtte vi. Der gik en hel time inden maden kom. Jamaica-time blev et begreb, som vi stadig bruger, når noget tager lang tid. For der er noget afslappet over tidsbegrebet på Jamaica. Til gengæld kom vi lynhurtigt i afslappende ferie-mode og sov fantastisk på det kølige mørke værelse.

Please follow and like:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *