Max satte sig straks til sin computer og søgte på cruise til Bahamas og bad Thea om at skrive til personen på Facebook og få yderligere informationer. Thea var allerede i gang, men der kom ikke flere svar. Thea satte sig tilbage i stolen. Hun kiggede ud af de slørede vinduer i den hightec bil eller nærmere bus, som de sad i. Hun skulle koncentrere sig for at bekæmpe trætheden. Klokken var 4 om morgenen, og det føltes som evigheder siden, hun sidst havde sovet. Hun prøvede at skrive igen på Facebook, men der var tavst i den anden ende.

Den 23. december. Det var højsæson for cruise skibe til den sydlige varme. Max havde hurtigt fundet frem til 3 skibe, som skulle til Bahamas i løbet af dagen, som ville se solens lys eller i hvert fald en lille form for lys om 3-4 timer. Hvordan skulle de dog finde frem til det rigtige skib? Onklen kiggede på Max. De havde begge dybe furer i panden. Max rømmede sig: ”Lad os gå udfra, at de er ombord på et af de 3 skibe”. Ingen turde tænke tanken, at de ikke var ombord på et af skibene. ”Det første skib starter boarding kl. 7, så vi har 3 timer til at få sat en screening af passagerne op”. Onklen fortsatte: ”Og det skal være diskret, så vi ikke skræmmer ham væk”.

Max ringede på telefonen og dirigerede sine mænd. Onklen og Thea sad i hjørnet ved et bord, da alle fik serveret kaffe og morgenmad. De følte sig lidt overflødige, mens alle andre styrtede rundt. ”Max har prøvet sådan noget her før, så vi må stole på, at han har styr på det”, sagde onklen vist lige så meget til sig selv som til Thea. Max kom over til dem. ”Så er der sat overvågning op på det første skib kl. 7”, sagde han, ”lad os tage bilen derhen og følge med fra sidelinjen”.

Det var lykkes Max at sætte en person ved boarding, som havde et skjult kamera, så de kunne følge med i, hvem der kom ombord.

Hun sad i kørestolen, mens han skubbede den. Han måtte have give hende en eller anden form for medicin, som gjorde hende ude af stand til at bevæge sig. Hun kunne bare se til mens hendes søn grædende gik med sin far i hånden. Aftenen inden havde hendes ex-kæreste fortalt, at han ville tage dem med til Bahamas og derfra med privat fragtskib videre til Sydamerika. Han havde viftet med deres pas og havde givet hende en indsprøjtning, da hun var begyndt at protestere.

Hun tænkte tilbage på dengang, hun havde mødt ham. Han havde været så charmerende og taget sig af hende, da hun var kommet til Canada for at starte på en frisk. Langsomt havde hun fundet ud af, at han var sygelig jaloux. Han overvågede hende dag og nat og forhindrede, at hun havde kontakt til sin søster. Hun havde heldigvis aldrig ringet til sin søster fra sin mobiltelefon, og han havde aldrig spurgt efter hendes navn. Fra start af havde hun syntes, det var charmerende, at han kun ville fokusere på nutiden og ikke på fortiden, for sådan havde hun det jo også. Efter et par forliste forhold i Danmark og fyring fra et arbejde, som havde holdt meget af. Så var det fedt med en artsfælle. En der heller ikke gad se bagud. Hun havde fundet ud af, at hun var gravid og havde håbet, at det ville hjælpe med hans jalousi, men det var bare blevet værre. Hun ventede til han en dag glemte at låse døren og stak så af. Hun havde ikke penge til at forlade landet, men tog til Montreal for at gemme sig. Der havde hun mødt Alain, som var så anderledes end nogen anden mand, hun havde mødt. De var blevet stormende forelskede og Alain ville have hende til trods for, at hun var gravid med en andens barn.

Modløsheden stod malet i onklens ansigt. Den sidste person var netop gået ombord og til trods for, at de havde kigget på alle passagerer, så havde de ikke haft held til at finde dem. Næste afgang var kl. 14. Boarding startede klokken 10. Onklen sad med hovedet i hænderne og kiggede så pludseligt op. ”Giv mig en forklædning på. Jeg vil op og se med.” Max kiggede på ham og gav modvilligt efter for kravet. Kl. 10 stod både onklen og Thea klar ved boarding.

Klokken var tæt på 13:30 og boarding var ved at lukke. Thea og onkelen udvekslede et blik. Hun kunne se, at desperationen i hans blik og forstod ham fuldt du. De sidste personer kom gående mod dem. En kvinde sad hjælpeløs i en kørestol. Desperationen stod også at læse i hendes blik. Drengen i mandens hånd havde grædt, men gik nu med blikket rettet mod jorden. Drengens snørebånd var gået op og idet han var ud for onklen snublede han. Onklen greb ham inden han faldt og drengen kiggede op. ”Far”, råbte han og prøvede at slippe fri fra mandens hånd. Men manden holdt godt fast i Noah og vendte sig for at løbe bagud. Men onklens træning fra Irak slog ind, så der gik ikke mange sekunder før manden lå i gulvet og Noah var i armene på de den mand, som han kendte som sin far.

Max’ mænd holdt kidnapperen fast, mens onklen knugede sit barn til sig. Noah var blevet klippet helt korthåret og hans hår var let rødt. Kvinden i kørestolen var også klippet korthåret, men der var ingen tvivl om, at det var Katja, når man så nærmere efter. Tårerne løb nedad kinder på hende, men hun var ikke i stand til, at bevæge sig. Max kom løbende med en læge. Ambulancen kom kort tid efter. Allerede om eftermiddagen var Katja i stand til at tale og kunne næsten bevæge sig normalt. Men for en sikkerhedsskyld ville de beholde hende natten over. Thea, onklen og Noah fik lov at sove på hospitalet med Katja.

Julemorgen blev Katja udskrevet og Max kørte dem alle hjem i bussen, som Thea kaldte den. ”Noah, når vi kommer hjem til Montreal, så skal vi to lege rigtig, rigtig meget sammen”, sagde hun. Noahs øjne lyste op: ”Mig elsker Thea”, sagde han glad. Katja havde svært ved at holde tårerne tilbage, da de fortalte, hvordan de havde fundet hende. Hun takkede dem alle og specielt Thea for at have fundet dem. Thea følte sig for første gang i sit liv betydningsfuld. Og hun voksede næsten 2 centimeter, da Max sagde, at han havde et job til hende i hans efterforskningsvirksomheden, når hun var gammel nok.

Da først adrenalinen var begyndt at falde i hendes krop faldt Thea i en dyb søvn. Efter 5 timer var de hjemme i Montreal. Der var der lys i huset, da de kom frem. Onklen kunne mærke anspændtheden komme krybende, da Max sagde, at han og et par mænd ville gå først ind. Men lige i det kom Theas mor til syne i døren. Thea måtte gnide sine øjne en ekstra gang, men nærmest løb hen til sin mor og krammede hende, som hun aldrig havde gjort før.

Onklen sidder helt hvid i ansigtet. ”Onkel, sig noget, hvem er det?”, spørger Thea. Onklen synker og kigger op på Max og Thea, som står afventende. ”Den dag jeg spurgte Katja, om hun ville giftes med hende og gav hende denne ring, sagde hun til mig, at hun elskede mig, men at det kunne være farligt, at kende hende. At hun kendte en, som ville hende ondt. Så derfor sagde hun nej til at gifte sig med mig, fordi hun ikke ville bringe mig i fare. Jeg kan huske, at jeg grinede og så sagde jeg til hende, at jeg nu ville fortælle hende statshemmeligheder, som hvis de kom ud, så ville de bringe mit liv i fare. Derefter fortalte jeg hende måske lidt mere, end jeg burde om mine operationer i Irak. Og jeg fortalte hende om Max, og hvad hans firma var i stand til.” Onklen holdt en pause og fortsatte så: ”Jeg kan huske, at hun slappede af og sagde, at så var hun jo nødt til at gifte sig med mig, og at ringen skulle være tegn på de hemmeligheder, som gjorde os farlige. Det grinede vi meget af. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har tænkt mere på den samtale efterfølgende. Jeg troede vel, at hun havde overdrevet. Jeg har været et fjols.”

Max var utålmodig: ”Ja, du er et fjols, men ved du hvem, hun var bange for?”. Onklen kiggede på Max. ”Noah var jo kun 6 måneder, da vi mødtes, så mit bedste bud ville være Noahs biologiske far. Men jeg kender ikke hans navn for Katja ville ikke tale om ham.” Thea så overrasket på onklen. ”Jeg har altid troet, at du var Noahs far”, sagde hun.

”Ja, det var også det, som Katja ville have, at alle troede”, svarede han. Thea sad lidt og tyggede på oplysningen. ”Det må være muligt at finde ud af, hvem han er”, sagde hun, ”hvis bare…..” Max afbrød hende: ”Jeg får sat computerfolkene i gang med at søge efter Noahs fødselsattest og grave i Katjas baggrund”. Max forsvandt ud af rummet, men onklen råbte efter ham. ”Glem fødselsattesten, der står far ukendt på”. Max brummede til svar. Thea og onklen sad modløse tilbage. Thea kunne mærke, at der var et eller andet, som sagde hende, at hun havde svaret, men hun kunne ikke helt finde ud af hvad. Onklen sagde pludseligt ivrigt: ”Det er vist tid til, at vi ringer til din mor og forhører os, om hun kan hjælpe os”. De skyndte sig ud til Max, som sørgede for medhør, da Thea ringede op.

Theas mor blev forfærdet, da hun hørte, hvad der var sket. Og de fortalte hende ikke engang om forsøget på at kidnappe Thea. Men Sanne var ikke til megen hjælp. Hun vidste kun, at Katja havde boet i Canada i Toronto i ca. 2 år, før hun flyttede til Montreal og mødte onklen. Katja havde ikke haft specielt meget kontakt til Sanne i de to år, hvor hun havde boet i Toronto. Det var først, da Katja havde fået Noah, at hun havde genoptaget kontakten til søsteren. Midt i telefonsamtalen råber Thea pludselig op. ”Mor, vi smutter, jeg ved, hvordan han ser ud. Jeg har det godt. Vi ringer så snart vi ved mere. Hej, hej”, sagde hun og signalerede til Max, at de skulle lægge på. Moren protesterede, men havde allerede klartonen i øret.

”I St. Thomas var jeg ude og gå med Noah i klapvognen, og så var der en mand, som kom op og spurgte, hvem Noahs mor var og hvor gammel han var. Jeg svarede ærligt på spørgsmålene, men syntes, at der var noget mærkeligt ved manden, og da han rakte ud efter Noah, drejede jeg klapvognen skarpt og skyndte mig ind til en gruppe kvinder på legepladsen. Heldigvis kom Katja lidt efter og så kunne jeg ikke se manden længere, men jeg fortalte det til Katja og beskrev hans udseende og så skulle vi pludselig skynde os tilbage til huset. På vej tilbage til huset opdagede Katja, at jeg havde fået lavet en tatovering på armen, og så blev hun stiktosset. Derefter fik jeg besked på at pakke mine ting og en time efter kørte vi tilbage mod Montreal. Jeg troede, at det havde med tatoveringen at gøre, men måske var det manden?”.

Max kaldte på en af sine mænd. ”Thea, sæt dig med Bill og beskriv manden, så laver en Bill en sketche af ham”. En halv time efter sad de med et vellignende billede. Onklen havde i mellemtiden ringet til vennerne i St. Thomas, men desværre kendte de ikke noget til Katjas ex-kæreste, Noahs far. Max og onklen prøvede at stykke information sammen, men kom ikke rigtig videre. Thea besluttede sig for at gå på Facebook og ser at der er kommet en ny besked fra deres kilde. ”Var de der?”, spørger kvinden. Thea svarer ærligt, at hendes moster og fætter var blevet flyttet. Thea fortæller hende, hvad de ved og tigger hende om yderligere oplysninger. Max forsøger at spore kvinden, men området er for stort til at kunne præcisere den nøjagtige adresse. De beslutter alligevel at køre hen i nærheden af, hvor de tror, kvinden bor: Manhatten.

Der er stilhed på Facebook, men pludselig dukker en ny besked op. ”Min far har sagt, at han skal på 14 dages cruise tur til Bahamas i dag sammen med en ny kæreste og hendes søn. Jeg tror, det er dem, og jeg tror ikke, at hun vil med. Min far virker besat af hende og drengen. Der er noget galt”.

De fik besked på at vente i bilen. Thea tog sin onkels hånd. Hendes onkel var ligbleg i ansigtet. Det føltes som en evighed før Max endelig kom tilbage. Hendes onkel for ud af bilen og råbte til Max, før han lukkede døren: ”Fandt I dem?” Hun kunne se Max ryste på hovedet. Hun kunne mærke skuffelsen ramme hende hårdt. Hun havde haft hænderne foldet og bedt til både gud og englene og en enkelt gang til julemanden hele vejen til New York. De havde kørt forbi så mange jule-udsmykkede huse på vejen, at hun var blevet mindet om, at det jo snart var jul.

Max sagde noget til onklen, som hun ikke kunne høre, og så vendte de sig begge og gik tilbage mod bygningen. Thea fløj ud af bilen og løb hen til dem. ”Hvad sker der”, spurgte hun. ”De har muligvis været i et rum i kælderen”, sagde Max, ”men jeg vil gerne have din onkel med ind og se, om der er noget, som indikerer, at de har været der”. Tonen i Max stemme hentydede til, at hun ikke skulle med, men onklen så på hende og sagde, at det bestemt ikke skadede at have flere øjne til at lede efter spor.

De gik ind i et hus, som så ud som om, at det kunne falde sammen hvad dag det skulle være. Det var bestemt ikke hip New York stil, men de var også langt fra det, som Thea kaldte New York. Der var stadig en time til centrum af New York fra, hvor de befandt sig nu. I stueetagen var der kun ølflasker og pizzabakker. Max folk var ved at tage billeder og fik besked fra Max på at samle dem sammen bagefter, så de kunne tage det med hjem til laboratoriet og undersøge dem. Thea kiggede på Max og spurgte: ”Hvem er du egentlig?”. Han grinede og sagde, at han hed Max, og det var alt, hvad hun behøvede at vide. Hun kiggede skeptisk på ham men fornemmede, at det ikke nyttede noget at stille flere spørgsmål. Gad vide om han var FBI, men det havde de jo ikke i Canada. Hun måtte spørge Mikkel, når de kom tilbage til. Han kunne sikkert finde ud af noget.

Hun rettede sin koncentration mod stuen og de omkringliggende værelser, men der var kun skrald. Så blev hun og onklen ledt ned i kælderen. Der var helt mørkt ned ad trappen, men Max havde sat en stor projektør op, som han tændte, da de kom ind i kælderrummet. Der lå en madras midt på gulvet, og et par dyner og nogle madrester. Der var intet andet at se. Hun kunne se, at onklen blev skuffet. Han havde lige som hende selv håbet på, at der ville være et tegn på, at de havde været der.

Onklen og Max gik over mod trappen. ”Jeg bliver lige et øjeblik”, sagde hun. Thea satte sig ned på madrassen. Var der noget, de havde overset? Efter et par minutter ville hun rejse sig op igen. Hun satte hænderne mod madrassen og mærkede noget hårdt inde i madrassen. Hun løftede madrassen og opdagede et lille hul. Hun stak fingrene op i hullet, men kunne ikke få fat på den ting, som var inde i madrassen. Hun flåede i det hårde stof på madrassen og kunne endelig få fat i den hårde genstand.

”Onkel”, nærmest skreg hun. Han kom springende ned af trappen tæt forfulgt af Max. Hun holdt en plastring frem mod dem, hvor der sad en guldring fast på. Hun kunne se, at håbet tændtes i onklens øjne og han gav genstandene til Max. ”Min kloge kone”, sagde han, ”det er Noahs ring og min kones forlovelsesring, som jeg har givet til hende. Max fik sine folk til at sprætte både madras og dyner op for at lede efter flere ting, mens de satte sig og kiggede nærmere på ringene.

De satte sig ned ved et stærkt lyse ovenpå og kiggede på ringene. ”Okay”, sagde Max, ”lad os tænke højt. Hvad betyder de to ringe? Katja har jo flere ringe, hvorfor har hun valgt den?”. Max kiggede skiftevis på onklen og Thea. Det var første gang, Max inkluderede hende i opklaringen. Onklen sad og drejede forlovelsesringen mellem fingrene. ”Hun har ikke bare lagt ringene fremme, så det er nogle kloge personer, som har taget dem, men samtidig har hun håbet på, at jeg havde Max med i opklaringen, for jeg ville jo aldrig have fundet dem selv”. Max tog ringene: ”Der er ikke kradset noget i ringene. Fortæl mig hvilke andre ringe hun har?”.

Onklen tænkte sig om, men noget ikke at sige noget, før Thea svarede. ”Hun har min mormors gamle vielsesring, hendes konfirmationsring og sin vielsesring. Thea havde fået forklaringen på sin mosters ringe nogle uger før bortførelsen, så det stod klart i erindringen. Max tænkte højt: ”Hvorfor valgte hun sin forlovelsesring frem for vielsesringen. Fortæl mig, hvordan du friede og alt andet, som har med ringen at gøre”. Onklen sad igen stille et øjeblik og så var det som om, der var noget, som gik op for ham.

”Jeg ved, hvem der har dem”, sagde han så.

Hun ved ikke, hvor lang tid, der var gået. Hun havde svært ved at samle tankerne. Hun prøvede at erindre, hvor hun var. Hun faldt tilbage i søvnen. Hun var lidt mere klar næste gang hun vågnede. Hun mærkede en lille bylt ligge tæt op ad sig. Noah. Hun krammede ham og kunne mærke gråden trænge sig på. Tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne. Hvorfor var de dog havnet i denne situation? Hun blev langsomt klar over, hvad der var sket, hvilket kun fik tårerne til at strømme hurtigere.

Hun prøvede at vække Noah ved at stryge ham over kinden, men intet skete. Hun rystede forsigtigt hans små skuldre og klappede ham på kinden. Ingen reaktion. Han var stadig varm, men hun var i tvivl om, han trak vejret. Hun var stadig omtåget og chokket gjorde det ikke bedre. Hun begyndte at råbe på Noah og bagefter på Ham. Hun råbte til hun var helt hæs og bankede desperat på den låste dør. Der var mørkt i rummet, så hun famlede sig hen til en låst dør og bankede til hendes knoer var røde af blod og råbte til hendes stemme var hæs. Der kom ingen hjælp. Hun gik langsomt hele rummet rundt, men der var hverken borde, senge eller vinduer. Kun den madras, som hun var vågnet op på og to dyner.

Hun sank ned på madrassen ved siden af Noah og samlede hans lille krop op og holdt ham tæt ind til sig. Hun mente, at hun kunne mærke en puls, men hvorfor kunne hun ikke vække ham? Der var noget galt, hun kravlede over til døren og bankede igen.

Pludselig kom der en ind i rummet og greb fat i hende, og hun mærkede et stik i den ene balle. Hun prøvede at ramme ud efter personen, men han var for stærk og skubbede hende væk, som om hun var en sæk fjer. Hun faldt om på gulvet og tiggede ham om at checke op på Noah, men der var ingen reaktion fra manden. Hun hørte døren lukke og låsen klikkede i. Hun kunne mærke, at der var et bedøvende middel i sprøjten for den omtågede tilstand forværres.

Hun var langt væk og drømte om dengang, hun var barn og stod og bagte småkager til jul med sin mor. Hun mærker varme stryg på sin kind og langsomt kommer hun op til overfladen, hvor Noah sidder og siger: ”Mor, vågn op, mor vågn nu op. Det er morgen nu”.  Hun kæmper for at koncentrere sig. ”Noah er du okay?”, spørger hun. ”Mig meget træt, mor, hvor er vi. Hvor er far henne?”.

Far. Far var det magiske ord her. Hvordan kunne han gøre det mod dem? Mod sin egen søn. Der var sket det, som hun havde frygtet i 3 år. Men samtidig vidste hun, at hun skulle være glad for at være i live. Hun havde frygtet, at hvis dette skete, så ville Noah aldrig se sin mor igen. Gad vide, hvad hans plan var og hvorfor hun stadig var i live? Hun havde svært ved at fokusere, men fornemmede at det var blevet lyst udenfor, for hun kunne nu se, at der var vinduer langt oppe langs med kanten af rummet. Eller det var ikke vinduer, men store sten, som var lavet af glas. Der var kun en vej ud, og det var gennem døren.

Hun kunne se, at der stod lidt mad til dem og formentlig havde Noah spist af maden, for han havde ikke spurgt efter mad. Mad ville måske få sløvheden til at gå væk, så hun tog en sandwich og forsøgte, at spise den. Hun kunne mærke kvalmen trænge sig på, men stædigheden fik hende til at spise hele sandwichen. Noah sad helt tæt ind til hende, mens hun spiste. Han var tydeligt også påvirket af medicin, for han var meget sløvere end normalt. Hun drak vandet i flasken og spiste et æble. Hun havde brug for at være sig selv, når døren åbnede.

Thea løj uden problemer for sin mor og sagde, at hendes telefon var løbet tør for strøm og mosteren var ude at handle. Efter 10 minutters hyggesnak, hvor moren talte mest, lagde Thea på. Onklen kiggede halvsurt på hende, men det var Thea, som sagde noget først: ”Onkel, jeg ved godt, at du vil mit bedste. Eller altså det håber jeg, men jeg var der da Noah og Katja forsvandt, og jeg vil gerne være med til at finde dem. Hvis vi arbejder sammen, så er jeg sikker på, at vi kan finde dem”. Onklen sukkede dybt og så på hende med lidt mildere øjne, så Thea fortsatte: ”Det er mig, som har fået de fleste ledetråde, så jeg er sikker på, at jeg kan være til hjælp”.

Et øjeblik efter ringede Max på døren, og Thea blev i tvivl om, hvorfor det egentlig var så vigtigt for hende at blive. Angsten fra i går dukkede op. Hun stolede ikke på Max. Det var som om, at onklen fornemmede hendes uro, for han gik over til hendes side af bordet og lagde beroligende en arm om hendes skuldre. ”Max og jeg har været meget igennem sammen, da vi var i Irak. Jeg ved, at Max vil gøre alt for mig og omvendt. Vi er venner for livet”, sagde onklen og fortsatte: ”Vi er måske ikke altid enige om alting, men jeg ved, at Max vil Katja, Noah og jeg det bedste”. Thea kiggede mistroisk på Max og skulle til at tilføje, at det jo så ikke gjaldt hende. Men Max så på hende med venlige øjne. ”Det gælder hele familien, også dig, Thea. Og jeg er virkelig ked af, at vi ikke fik dig ud noget før i går”.

”Thea”, sagde onklen, ”det er virkelig vigtigt, at du fortæller alt hvad du har gjort og fundet ud af i forhold til Katjas og Noahs forsvinden. Vi bliver nødt til at arbejde sammen, hvis vi skal finde dem”. Thea følte sig bedre tilpas og kunne godt se onklens pointe”. Hun bad begge mænd sætte sig ned, og så hentede hun sin computer. Hun fortalte om sit Facebook opslag og om dem, som havde skrevet til hende. For en gang skyld lod onklen hende tale ud. Hun så onklen og Max veksle et blik, da hun fortæller, at hun har sendt den mand penge, som gav hende oplysningerne om udlejningsbilen.

De sad et øjeblik i tavshed inden Max rømmede sig. ”Thea, jeg skal kigge nærmere på det, men jeg tror, at den mand, som gav dig oplysningerne om nummerpladen har fundet din adresse via din pengeoverførelse og derigennem har presset din onkel for penge og sidenhen forsøgt at bortføre dig for at have dig at få penge for”. Thea spilede øjnene op og slog sig for panden. ”Undskyld, jeg vidste ikke…”, sagde hun og vidste heller ikke, hvordan hun skulle fortsætte sætningen. ”Det kunne du ikke vide”, sagde onklen, ”jeg ville nok have gjort det samme”.

Max spurgte om, han måtte låne hendes computer og kigge på det nye spor og se, om der var en måde at finde ud af, om det var sandt. Thea skubbede computeren over til ham. Mens han gik hen imod onklens kontor, ringede han til en, og bad ham om at kigge med på computeren. Hun kom til at tænke på, hvordan Mikkel kiggede med på hendes computer og hjalp hende med matematik og andet, så hun tænkte, at det nok var en form for remote adgang. Onklen og Thea sad stadig og hang ved køkkenbordet, da Max kom ud fra kontoret 20 minutter senere.

”Det er ikke til at vide, om det er sand besked”, sagde Max. ”Jeg lod som om, jeg var dig Thea og har fået en adresse af kvinden, så jeg og mine mænd tager ud og kigger på det”. Onklen og Thea kiggede på hinanden. ”Vi skal med”, sagde onklen. Max kiggede på onklen og Thea kunne se, at han overvejede, hvad han skulle sige. ”Du ved, at jeg fraråder, at tage pårørende med i sådan en situation”, sagde han så. Men onklen insisterede og 5 minutter senere, sad de ude i bilen på vej mod New York.

Onklen slap hende forsigtigt og hjalp hende tilbage i sengen. Hun følte sig tryg og udmattet. Så hentede han et glas juice og et par piller. Han hjalp hende op at sidde igen, og hun drak begærligt juicen og slugte pillerne. Hun sov, da hun atter ramte hovedpuden. Da hun vågnede var det lyst. Da hun forsøgte at vende sig blev hun klar over, at hun ikke havde drømt, men at det virkelig var sket. Hun var øm over det hele. Hun svingede langsomt benene ud over sengekanten og gik nærmest i slowmotion ud i køkkenet.

Onklen sad med en kop kaffe og hang ved køkkenbordet. For en gang skyld sad han ikke med computeren foran sig. Han kiggede op og spurgte om, han skulle lave morgenmad til hende. Hun kiggede overrasket på ham. Hendes hjerne kom langsomt op i gear. Hun havde brug for at vide, hvad der var sket. Inden hun nåede at sige noget, sagde onklen, at det så ud til, at hun kunne komme hjem til Danmark i dag. Han havde ringet til British Airways og ombooket billetten.

Hun mumlede nå og satte sig ned. Hun lod onklen tage morgenmad frem til hende. Han tog endda Cheerios og havregryn frem, som hun normalt spiste blandet. Hun troede faktisk ikke, at han vidste det. De sad i tavshed mens hun spiste. Morgenmaden hjalp hende til at få tankerne tilbage på plads. ”Onkel, hvad skete der i går?”.

Onklen sukkede dybt. ”Ja, jeg skylder dig vist en forklaring”. Og så fortalte han, hvordan Max var kommet til hjælp og havde en fornemmelse af, at deres hus blev overvåget. Han havde fundet et kamera, som pegede ind i huset, men ingen mikrofoner. Overvågningsudstyret havde ikke været professionelt. Max havde før set sådant udstyr, så han gættede på, at overvågningspersonerne var i nærheden. De havde derfor besluttet at sende Thea ud og banke på og spørge, da det formentlig ville gøre dem, der overvågede nervøse, så de ville begå en fejl. Der havde været noget mystisk ved lejligheden, hvor Thea havde sat overvågning op, men det virkede bare som om, at der boede nogle personer, som havde problemer med loven, men som ikke havde noget med sagen at gøre. Så havde Katjas og Noahs kidnappere ringet, men der havde været noget ved samtalen, som ikke helt passede med, hvor kidnapningen havde foregået. Max havde fået onklen til at stille nogle uskyldige spørgsmål, så kidnapperne ikke havde fanget, at der var noget galt. Derpå havde Max sagt, at Thea skulle blive tilbage og muligvis lokke kidnapperne til huset, da Max var ret sikker på, at kidnapperne ikke havde Noah og Katja. ”Men jeg skulle have sagt nej”, sagde onklen undskyldende. ”Max sagde, at der ikke ville ske noget, at de ville tage kidnapperne før, de kom til dig. Men et eller andet gik galt. Jeg tror kidnapperne kom for tidligt, så de nåede at få dig ud i bilen inden Max folk fik fat i dig. Og så var der vist en biljagt indtil de fik dem stoppet og fik dig ud. Desværre var det hele ret forgæves for dine kidnappere havde ikke Katja og Noah i deres varetægt”.

Thea sad og sundede sig lidt over oplysningerne og mærkede, at hun blev sur. ”Hvorfor fortalte I mig det ikke?”, spurgte hun så. ”Max mente, at der ikke var nogen grund til at du kendte sandheden, for så ville du måske ikke reagere naturligt, og det var på daværende tidspunkt så vigtigt, at vi fik fat i de folk, som afpressede mig”.

Nu rystede Thea næsten af raseri. De stolede jo ikke på hende, og derfor var hun nu rød og blå over det hele. Hun kunne mærke, at hun var tæt på at råbe og skrige ad onklen, men hun kunne mærke, at det ville blive blandet med gråd, og det fortjente onklen ikke at se lige nu. I stedet rejste hun sig så brat at stolen væltede og småløb ind på værelset. Onklen råbte undskyld efter hende. Hun smækkede med døren ind til værelset og smed sig på sengen. Hun kunne mærke, at raseriet blev afløst af de paniske følelser fra i går og tårerne pressede på. Hun nægtede at græde, så hun tog computeren for at distrahere sig selv.

Hun åbnede Facebook og så en besked fra en person, hun ikke kendte. Hun klikkede åben og læste. Det var et kvindenavn som skrev, at hun ved, hvor mosteren og Noah var lige nu. Thea blev helt paf. Så styrtede hun ud til onklen. Onklen ringede straks til Max. Et øjeblik efter ringede telefonen igen. Onklen signalerede, at det var Theas mor. Thea tog imod telefonen. ”Thea hvorfor tager du ikke din telefon, når jeg ringer og hvor er Katja – hun tager heller ikke sin telefon. Du ved, at det irriterer din onkel at blive ringet op, men jeg syntes ikke jeg havde et valg”. Thea havde svært ved at få et ord indført.

Onklen pegede på flyvereservationen, som lå på spisebordet, men Thea rystede på hovedet. Moren fortsatte med at snakke, men Thea holdt for telefonen og sagde til onklen: ”Efter hvad der skete i går, så er det første du gør, at smide mig på et fly?”, sagde hun arrigt og fortsatte: ”jeg har måske et spor, så du har brug for mig. Jeg vil blive her, til vi har fundet Noah og Katja”. Onklen rynkede på brynene, men så lagde hun trumfen på: ”Hvis du ikke lader mig blive, så fortæller jeg min mor, hvad der er sket i går, hvordan du brugte mig som lokkemad”

Thea havde svært ved at vågne helt op igen. Hun kunne mærke, at det var vigtigt at holde sig vågen, men havde svært ved at koncentrere sig om hvorfor. Hun prøvede at bevæge sig væk fra den ubekvemme stilling hun lå i, men hun ikke bevæge hverken arme eller ben. Pludselig røg hun et par meter fremad og ramte hovedet ind i en væg. Det vækkede hende. Så røg hun til den anden side, med skulderen først og så ramte fødderne en tredje væg. Det gik for stærkt til, at hun kunne nå at beskytte sig, og i det hele taget var det også svært at gøre noget med både hænder og fødder bundet. Hun havde haft en form for en knippel bundet for munden, men den var faldet ned i den hårde medfart hun fik rundt i rummet. Det gik op for hende, at hun var i en slags bil. Det var mørt, men hun anede de hvide sider og konkluderede, at hun måtte være i en varevogn. Som kørte stærkt. Meget stærkt. Hun kunne høre modstanden fra hjulene, hver gang der blev drejet skarpt og hun røg ind i varevognens sider.

Pludselig stoppede varevognen brat op. Hun røg hårdt ind i bagvæggen, men hun havde formået at tage godt imod med benene. Og nåede at krumme sig sammen da hun røg retur til den anden side af vognen. Hun lå helt stille og lyttede til de franske stemmer og forsøgte at forstå, hvad der blev sagt, da et skud flængede igennem luften. Så blev der helt stille. Der gik lang tid, hvor hun ikke hørte en lyd.

Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på hende, da døren til varevognen gik op. Det skarpe lys fra lygtepælen skinnede hende i øjnene, så hun kunne kun se silhuetterne af 3 personer. Så begyndte hun at skrige.

Hun møvede sig automatisk bagud, da en af mændene kom ind i varevognen til hende. ”Rolig Thea, det er overstået nu”, sagde han til hende. Men hun fortsatte med at skrige. Han løsnede hendes ben og hænder. Hun slog hysterisk på manden, men han var stærkere end hende og holdt hende fast i et jerngreb, mens han blev ved at sige beroligende ord. Til sidst begyndte hun at slappe af og lytte til, hvad han sagde. ”Vi tager dig hjem til din onkel nu”. Han førte hende forsigtig ud af varevognen. Hun var knapt kommet ud af varevognen før hun kastede op. Bedøvelsen og ømheden fra varevognens kørsel og den ubekvemme stilling, fik hendes ben til at falde sammen under hende. Manden havde fat i hende, så hun ikke faldt. En af de andre mænd samlede hende op, som om hun var en lille baby og bar hende over til en anden bil. Hun mistede bevidstheden.

Da hun kom til sig selv igen lå hun på sit værelse i onklens hus. Hun satte sig brat op og forskrækkede onklen, som sad og halvsov på en stol ved siden af hende. Han for op. ”Hvad er der sket?”, mumlede hun omtåget. Onklen satte sig ned ved siden af hende og holdt kramagtigt fast om hende. ”Undskyld, undskyld, undskyld”, mumlede han ind i hendes hår.

Da hun kom tilbage til huset var alle gardiner rullet ned, men der var stor aktivitet inde i huset. Kidnapperen havde ringet igen. Det hele gik så stærkt, at hun ikke nåede helt at fatte, hvad der foregik. Men pludselig var alle væk, og hun stod alene tilbage midt på køkkengulvet og glanede. Hun havde fået besked på at låse alle dørene efter dem, så det gjorde hun og faldt tungt ned på sofaen.

Hun lå lidt og lod dagen synke ind og kunne pludselig mærke sulten gnave i maven. Hun gik ud i køkkenet for at finde mad. Ingenting i køleskabet. Hun fandt nummeret til et pizzeria på en seddel på køleskabet og ringede og bestilte en pizza. Hun havde fået besked på ikke at gå ud, så hun bestilte levering. Hun faldt ned på sofaen og zappede lidt på Netflix uden rigtig at kunne bestemme sig. Hun hoppede næsten af forskrækkelse, da det 30 minutter senere ringede på døren. Hun kiggede ud gennem spionhullet og så en mand med en pizza stå udenfor.

Hun tog imod sin pizza og gik ind mod køkkenet. Inden hun var nået helt ind ringede det atter på døren og hun troede, at det var pizzamanden, som havde glemt at aflevere noget, så hun åbnede per automatik hoveddøren. Hun blev nærmest skubbet ind i entréen og døren blev lukket bag hende. Inden hun kunne nå at skrige fik hun en klud for munden og mistede bevidstheden.

Han var i tvivl, om det var den rigtige løsning. Han havde ondt i maven og svedte og var blevet ved at spørge Max, om der nu var styr på det. Hvordan kunne han tillade sig, at bruge sin niece på den måde? Max forsikrede ham gang på gang, at det var den rigtige plan. Hvorfor skulle det også blive snestorm? Det hele havde jo været planlagt, så Thea skulle have været hjemme på nuværende tidspunkt.

Max havde sendt ham tilbage til huset efter aktionen startede, så han ikke var i vejen for Max’s folk. Han kunne ikke sidde stille, men blev ved at gå hvileløst frem og tilbage gennem køkkenet og ind i stuen. Han stod og så på den kolde pizza på spisebordet, men selv om han var sulten kunne han ikke få sig selv til at tage et stykke. Thea måtte være rædselsslagen nu.

Thea kiggede nysgerrigt på de tre mænd. De sidste par døgn havde været så surrealistiske, at hun ikke vidste, om hun skulle løbe skrigende væk og ringe til British Airways og få styr på ombookingen eller om det faktisk gjorde, at hun følte sig betydningsfuld for opklaringen af hendes mosters og Noahs forsvinden. Gøg og Gokke tanken havde lettet hendes angste humør. Hun kiggede over på kassen, hvor hun stadig kunne griseøret. Det vendte sig i hende. Hun kunne mærke, at hun skulle tage sig sammen for ikke at kaste op, så i stedet kiggede hun den tynde mand lige i øjnene og sagde: ”Hvad vil du have mig til at gøre? Jeg er klar”.

”I første omgang skal vi have styr på alle de naboer, som har udsigt til jeres fordør og have”, sagde den tynde og fortsatte: ”Thea, hvis du ringer på døren og får en snak med naboerne. Fortæl, at I har haft indbrud, og at din moster og nevø mangler. Hav gerne røde øjne. Du får udstyr sat på dig, så vi kan høre, hvad de og du siger og tale til dig.”

Hun kunne se på de øjne, som den tynde udvekslede med onklen, at der var noget, som de ikke fortalte hende. Men hun turde ikke spørge, for den tynde virkede ikke som en person, som man stillede spørgsmål til. En halv time senere var der kommet en ny mand og sat aflytningsudstyr på hende, og hun var nu klar til at gå på nabotur. Klokken var blevet 4, så de var også så småt begyndt at komme hjem.

De første par besøg gik fint. Hun fik en sludder for en sladder med både en gammel dame og en mor til en baby. Ingen havde set eller hørt noget, men hun kunne mærke at hendes historie forskrækkede dem, så hun var sikker på, at de nok skulle sige noget, hvis de så noget nyt. Hun hørte ikke meget i øresneglen. Der gik hurtigt et par timer, og hun kunne mærke, at hun lige pludselig var blevet meget træt. Hun kom hen til en genbo, som havde direkte udsyn til hendes soveværelse og onklens kontor, som begge vendte ud mod gaden. Hun fornemmede en skygge inde bag gardinet, og hun mente, at hun tidligere havde set en mand gå ind i lejligheden. Hun prøvede ringeklokken igen og bankede på, men ingenting skete. Hun snakkede med et par stykker mere og vendte så tilbage til den lejlighed, hvor ingen lukkede op. Stadig ikke svar. Hun kunne høre, at de diskuterede, hvad hun skulle gøre i øresneglen. De bad hende vende tilbage til huset, hvor de udstyrede hende med en lytteanordning og bad hende vende tilbage til nabolejligheden og sætte den på vinduet. Hun gik tilbage, ringede på og kiggede så tæt ind ad vinduet og satte så diskret som muligt lyttedimsen på ruden.

Thea kunne mærke, at pulsen var røget helt op, og hun prøvede at finde ro på vej hjem til huset. Hvem var egentlig den tynde og hans folk? Hun fornemmede, at deres udstyr var meget professionelt. Og hvorfor havde hendes onkel egentlig ikke kontaktet politiet, da han opdagede at passene var væk?

Først forstod hun ikke, hvad han talte om. Men så gik det op for hende, at han mente at Katjas og Noahs pas var væk. Onklen satte sig ned ved køkkenbordet. ”Shit”, sagde han. Nu kunne de uden videre komme over grænsen. Hun kunne se, at onklen gik fra opgivenhed til beslutsomhed. ”Jeg kender nogle, som sikkert kan hjælpe”, sagde han og gik ind på kontoret. Før han lukkede døren hørte hun ham sige hej Rambo. Det lød simpelthen for mærkeligt, tænkte hun. Hun blev nysgerrig og listede over til kontoret og lagde øret mod døren. Hun kunne ikke høre det hele, men kun brudstykker af samtalen. ”Jeg har haft indbrud…..hjælp til at finde….prisen….måske er hun stukket af”.

Lige i det ringede det på døren. Hun åbnede og tænkte først bagefter, at det måske ikke var så smart at åbne, når der havde været indbrud. ”Det er bare en Fedex-mand”, råbte hun til onklen. Pakken var adresseret til hende selv, så hun skyndte sig at åbne den og tænkte, at den nok var fra hendes mor. Hun åbnede munden, men der kom ikke noget ud. Hun tabte pakken på gulvet og det fik hende ud af paralysen så hun skreg. Onklen kom farende ud i køkkenet stadig med telefonen i hånden. Han så på indholdet i pakken og stivnede et øjeblik. Så fattede han sig og sagde til personen i telefonen: ”Vi har lige modtaget et griseøre og ….”. Onklen greb en pastatang i skuffen og tog fat i papiret og læste højt til telefonen: ”For 100.000 dollars i kontanter kan du få din kone og dit barn at se igen. Lad være at kontakte politiet. Vi holder øje. Men hold telefonen åben mellem 5-7 og så ringer vi og fortæller, hvor du skal aflevere dem.”

Onklen kiggede på klokken. 14.05

Onklen gik tilbage ind på kontoret, men kom ud 3 minutter senere og sagde, at en bekendt var på vej over sammen med privatdetektiven, så om hun kunne købe lidt snacks og noget kage eller noget ovre i supermarkedet. Normalt ville hun have nægtet eller gjort det meget langsomt, men der var noget ved onklens stemme og chokket ved synet af det blodige griseøre, som fik hende til at skynde sig af sted. Hun ville ikke gå glip af onklens venner, for hun havde på fornemmelsen, at de ikke var kedelige stivstikker-advokater, som plejede at komme i huset. Og samtidig var hun bange for, hvad der ville ske.

Hun var tilbage 20 minutter senere. Hurra for en storby med masser af indkøbsmuligheder lige i nærheden. Hun så en stor Mercedes i indkørslen. Inde i huset sad et stort muskelbundt af en mand og lidt ældre tynd herre. Det var tydeligt den tynde, der bestemte. Hun kom til at tænke på en gammel Gøg og Gokke film, som hendes mor havde vist hende en gang. Hun smilede ubevidst ved tanken. Den tynde kiggede på hende og hilste: ”Du må være niecen”, sagde han og henvendte sig derefter til onklen: ”Det vil være perfekt at sende hende”.

”Nej”, sagde onklen bestemt. ”Vil du finde ud af, hvad der er sket med din kone og dit barn eller hvad?”, spurgte den tynde. Onklen gryntede utilfreds, men nikkede så.