Stressfri FamilieFerie

Har du minder om den ferie, hvor I bare tog dagen, som den kom? Hvor det vigtigste var at være sammen, og hvor I levede af kærlighed og kildevand? Kan man det med børn?

Mit svar er ja, men kun hvis man har planlagt det godt hjemmefra. Så tænker du måske: Det er godt med dig, så er det jo ikke at tage dagen, som den kommer. Well, hvad med at tage dagen, som den kommer med de rette forberedelser. Og lidt kaffe.

Ingen beslutninger bør tages på feriens første dag
Se din sommerferie for dig: Du ankommer midt om natten til Italien. Alle er trætte, da flyet var en hel del forsinket, men flyveturen er gået godt, da børnene har været underholdt hele vejen – de fik børnemenu på flyet (som du havde bestilt hjemmefra).

Du havde skiftetøj med i håndbagagen, da lille My spildte en literjuice over store My. Ipaden virkede med de nye film og spil, du havde lagt på. Desuden fik far lov at se den sidste nye film på flyets skærm uden alt for mange fødder i hovedet.
Ved ankomst er den ene kuffert ikke med flyet, men du ved, at du har pakket lidt af hvert i hver kuffert, så alle har rent tøj til i morgen, og du har bleer til et par dage i håndbagagen. Så du når ikke op i det røde felt, men er glad, da damen siger, at det ser ud til, at kufferten kommer med fly i morgen.

Udenfor lufthavnen, står en mand med et skilt: ’Family Pedersen’ og er klar til at køre jer til hotellet i den ventende minibus. Klokken er 2 om natten, og lille My falder i søvn i bussen, men er lige til at bære op i seng på hotellet.

Lille my vågner selvfølgelig kl. 8 (hvilket er 2 timer senere end normalt), så det er vel okay. Alle er stadig trætte, men på med tøjet og ned til den inklusive morgenmadsbuffet på hotellet (som du har bestilt hjemmefra til den første morgen). Morgenmaden indtages stort set ved strandkanten, så far sendes op efter den medbragte solcreme, gravko, skovl og spanden, som kan lave et sandslot. I nyder kaffen, mens børnene leger i strandkanten.

Perfekt start på en ferie? Ja, det tror jeg da nok. Planlagt. Ja, men det behøver i morgen jo ikke være.

Medbring de rigtige ting i bagagen (og håndbagagen: Se liste i en tidligere blog post)
Efter jeg blev mor, så har jeg behov for en (endnu) større grad af før-ferie planlægning. Hvis jeg glemmer bleerne, ja, så skal vi jo bruge tid på at lede efter et sted at købe dem. Jeg tager gerne de 2 ugers bleer med til hele ferien, primært fordi det giver plads i kufferten til at tage indkøb med hjem fra ferien (læs: nyt tøj til mig). Men også fordi jeg så ikke behøver at skulle fare rundt og lede efter den rigtige størrelse bleer uden parfume og give en formue for dem i en souvenirbutik.

Sommerferien er ved at være tæt på, så her er min pakkeliste for min 3 årige dreng til vores familie sommerferie (fordelt på i 2 kufferter, så halvdelen kommer frem, hvis en af kufferterne ikke kommer med på flyet):

– Bleer til hele ferien samt vådservietter og en pakke med svømmebleer
– En lille kravko (en af sønnens yndlings)
– En lille spand og to spader (så får sønnike hurtigt en lille ven på stranden)
– 10 små biler, som kan tåle stranden
– Badebold og en lille bold
– 2 helbadedragt – surf dragter købt på nettet (min søns hud er hvidere end min, så han har altid hele kroppen beskyttet i solen): http://www.ecostinger.com/boys-sun-protection-swimwear-stinger-suit-full-body-navy-blue-p-66.html
– En badehat (hvor skyggen ikke bliver slasket af at komme i vand med beduiner beskyttelse til nakken): http://www.ecostinger.com/uv-protection-sun-hat-navy-girls-p-109.html
– 2 solhatte
– Børnesolbriller (når mor har solbriller på, så skal sønnike også)
– Klipklappere med strap i hælen, så de sidder bedre fast
– Gode gå sandaler, hvor tæerne er beskyttet (vi ender altid med at hike på en sti med sten, hvor tæerne bliver stødt)
– Granolabars til at klare den første nat på hotellet, hvis vi løber tør for snacks
– Solcreme (vi er temmelig hvide og sarte i min familie, så vi skal have et par flasker solcreme med til hele ferien, da vi ikke kan tåle ret mange solcreme)
– En svømmevest (min holdning er, at de er bedst med en sele, der går gennem benene og en ’nakkepude’)
– Flydende børnemagnyl (i håndbagagen)

Selvfølgelig kan du købe legetøj på ferien, men vi brugte en hel del tid på at finde strandlegetøj, da vi var på badeferie i Dubai. Tid jeg hellere ville have brugt på stranden eller sightseeing. Jeg er misundelig på dem, som tager tingene, som de kommer. Og tager på ferie og kommer hjem efter en fantastisk og afslappet ferie. Min filosofi er dog, at det kun lykkes, hvis ferien var rigtig godt planlagt hjemmefra.

Jeg har sikkert glemt et par ting på listen, som jeg håber, at du vel tilføje i kommentarfeltet (på forhånd tak).

Please follow and like:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *