Månedsarkiv: november 2015

Intro til julekrimi 2015

Den 1. december starter julekrimien. Hver dag frem til juleaften udkommer et nyt afsnit. Og du får lidt indflydelse på handlingen. Start læsningen den 1. december og se, hvordan du kan få indflydelse på historiens gang.

Jeg kan røbe så meget, at historien starter på en biltur fra St. Thomas mod Montreal. Vi møder en kvinde og to børn, der kører ind på en rasteplads.

Hvor var de henne? De var vel ikke bare forsvundet. Hun besluttede sig for at gå hele parkeringspladsen igennem en gang til. Hun endte ved benzintanken. De var kørt. Hun satte sig tungt ned på kantstenen. Kørt.

Stressfri FamilieFerie

Har du minder om den ferie, hvor I bare tog dagen, som den kom? Hvor det vigtigste var at være sammen, og hvor I levede af kærlighed og kildevand? Kan man det med børn?

Mit svar er ja, men kun hvis man har planlagt det godt hjemmefra. Så tænker du måske: Det er godt med dig, så er det jo ikke at tage dagen, som den kommer. Well, hvad med at tage dagen, som den kommer med de rette forberedelser. Og lidt kaffe.

Ingen beslutninger bør tages på feriens første dag
Se din sommerferie for dig: Du ankommer midt om natten til Italien. Alle er trætte, da flyet var en hel del forsinket, men flyveturen er gået godt, da børnene har været underholdt hele vejen – de fik børnemenu på flyet (som du havde bestilt hjemmefra).

Du havde skiftetøj med i håndbagagen, da lille My spildte en literjuice over store My. Ipaden virkede med de nye film og spil, du havde lagt på. Desuden fik far lov at se den sidste nye film på flyets skærm uden alt for mange fødder i hovedet.
Ved ankomst er den ene kuffert ikke med flyet, men du ved, at du har pakket lidt af hvert i hver kuffert, så alle har rent tøj til i morgen, og du har bleer til et par dage i håndbagagen. Så du når ikke op i det røde felt, men er glad, da damen siger, at det ser ud til, at kufferten kommer med fly i morgen.

Udenfor lufthavnen, står en mand med et skilt: ’Family Pedersen’ og er klar til at køre jer til hotellet i den ventende minibus. Klokken er 2 om natten, og lille My falder i søvn i bussen, men er lige til at bære op i seng på hotellet.

Lille my vågner selvfølgelig kl. 8 (hvilket er 2 timer senere end normalt), så det er vel okay. Alle er stadig trætte, men på med tøjet og ned til den inklusive morgenmadsbuffet på hotellet (som du har bestilt hjemmefra til den første morgen). Morgenmaden indtages stort set ved strandkanten, så far sendes op efter den medbragte solcreme, gravko, skovl og spanden, som kan lave et sandslot. I nyder kaffen, mens børnene leger i strandkanten.

Perfekt start på en ferie? Ja, det tror jeg da nok. Planlagt. Ja, men det behøver i morgen jo ikke være.

Medbring de rigtige ting i bagagen (og håndbagagen: Se liste i en tidligere blog post)
Efter jeg blev mor, så har jeg behov for en (endnu) større grad af før-ferie planlægning. Hvis jeg glemmer bleerne, ja, så skal vi jo bruge tid på at lede efter et sted at købe dem. Jeg tager gerne de 2 ugers bleer med til hele ferien, primært fordi det giver plads i kufferten til at tage indkøb med hjem fra ferien (læs: nyt tøj til mig). Men også fordi jeg så ikke behøver at skulle fare rundt og lede efter den rigtige størrelse bleer uden parfume og give en formue for dem i en souvenirbutik.

Sommerferien er ved at være tæt på, så her er min pakkeliste for min 3 årige dreng til vores familie sommerferie (fordelt på i 2 kufferter, så halvdelen kommer frem, hvis en af kufferterne ikke kommer med på flyet):

– Bleer til hele ferien samt vådservietter og en pakke med svømmebleer
– En lille kravko (en af sønnens yndlings)
– En lille spand og to spader (så får sønnike hurtigt en lille ven på stranden)
– 10 små biler, som kan tåle stranden
– Badebold og en lille bold
– 2 helbadedragt – surf dragter købt på nettet (min søns hud er hvidere end min, så han har altid hele kroppen beskyttet i solen): http://www.ecostinger.com/boys-sun-protection-swimwear-stinger-suit-full-body-navy-blue-p-66.html
– En badehat (hvor skyggen ikke bliver slasket af at komme i vand med beduiner beskyttelse til nakken): http://www.ecostinger.com/uv-protection-sun-hat-navy-girls-p-109.html
– 2 solhatte
– Børnesolbriller (når mor har solbriller på, så skal sønnike også)
– Klipklappere med strap i hælen, så de sidder bedre fast
– Gode gå sandaler, hvor tæerne er beskyttet (vi ender altid med at hike på en sti med sten, hvor tæerne bliver stødt)
– Granolabars til at klare den første nat på hotellet, hvis vi løber tør for snacks
– Solcreme (vi er temmelig hvide og sarte i min familie, så vi skal have et par flasker solcreme med til hele ferien, da vi ikke kan tåle ret mange solcreme)
– En svømmevest (min holdning er, at de er bedst med en sele, der går gennem benene og en ’nakkepude’)
– Flydende børnemagnyl (i håndbagagen)

Selvfølgelig kan du købe legetøj på ferien, men vi brugte en hel del tid på at finde strandlegetøj, da vi var på badeferie i Dubai. Tid jeg hellere ville have brugt på stranden eller sightseeing. Jeg er misundelig på dem, som tager tingene, som de kommer. Og tager på ferie og kommer hjem efter en fantastisk og afslappet ferie. Min filosofi er dog, at det kun lykkes, hvis ferien var rigtig godt planlagt hjemmefra.

Jeg har sikkert glemt et par ting på listen, som jeg håber, at du vel tilføje i kommentarfeltet (på forhånd tak).

Klapvogn og autostol

Altid Autostol med på ferie
Vi tager altid autostolen med på ferie. Det kan godt være, at den ikke møder standarderne i Dubai, men den møder vores standard for sikkerhed. Vi har den store autostol for 3 årige. Den rigtige tunge besværlige, men sikkerhed er ekstrem vigtig for os – specielt i trafikken. Jeg har købt en billig standard autostol rejsepose fra Toy’s r’us. Den er rigtig god til at beskytte autostolen, og så er autostole oftest gratis at tage med på flyveturen – også indenrigs i USA, hvor man normalt betaler for alt bagage. Ved ankomst er det nemt at praje en taxi og sætte lillemanden sikkert fast bag i bilen og komme hurtig frem til hotellet.

I Dubai fandt vi ud af at autostolen passer perfekt ovenpå vores klapvogn, for hvad vi ikke lige havde tænkt på, var at når vi tog en taxi til et indkøbscenter, så stod vi der med en giga autostol og håret i postkassen.

Normalt lejer vi bil, når vi er på ferie, da det jo gør det lidt nemmere. Det koster mindst $10 om dagen at leje en autostol (og i øvrigt ofte også $10 at leje en gps, så overvej på forhånd om du har behov for en eller om det er billigere at downloade ekstra landkort og medbringe din egen hjemmefra).

Jeg har set nogle sætte autostolen fast på flysædet. Hvis du har planer om det, så skal du sørge for, at autostolen har de rigtige specifikationer (check flyselskabets hjemmeside). Der er ikke meget plads på et flysæde i forvejen, så personligt ville jeg aldrig tage en autostol med ombord til mit barn, da der ikke er meget plads til små fødder. Sandsynligheden for en børnehader på sædet foran er stor 😉

Børn under 2 år kan tages ”gratis” med på skødet, og selv hvis jeg ville bruge penge på et sæde til min baby, så bør babyer jo slet ikke være i autostolen i for lang tid ad gangen.

Det er sket 3 gange, at vores autostol ikke var med på flyet hjem til vores lille destination i London Ontario. Air Canada betaler har hver gang givet os en ny! Vi har ikke skulle give den tilbage, så de tre autostole er givet videre til velgørenhed. Så det er bare dejligt. I det hele taget er mange flyselskaber gode til at hjælpe, hvis bagagen ikke kommer frem samtidig med mig.

Jeg er dog begyndt at pakke lidt til os alle 3 i hver kuffert, da jeg alt for mange gange har stået på destinationen uden en kuffert. Eksempelvis lignede jeg en russisk fodboldspiller i Bangkok, da jeg var nødt til at låne tøj af min mand. Selv om jeg fik penge fra forsikringsselskabet til at købe tøj, så er det ikke altid, at tiden er til at rende rundt og købe tøj og det er aldrig til at vide, hvor lang tid kufferten er om at komme frem (Størrelse 40-42 er ikke så almindeligt i Bangkok). En gang på ferie i Canada gik der en uge før jeg fik min kuffert – en ferie både med strandtur, bryllup og vandreture og så rækker forsikringssummen ikke altid langt. Jeg er holdt op med at rejse med min backpackrygsæk, da den har en høj tendens til ikke at være med mit fly (Bangkok, Vancouver, Uganda). Men det er en helt anden historie.

Klapvogn
Klapvognen er gratis at tage med de fleste fly. Hvis den har de rette standarder – en paraplyklapvogn, ja, så kan du også tage den med til gaten (på nær i København). Vi har dog valgt en City Mini. Den er perfekt til solferier, fordi den har en god skygge, den kan lægges helt ned, så baby/toddler kan sove og så vejer den kun 7 kg (og så kan den store autostol stå ovenpå med lidt held ;-)) http://www.barnevognshuset.dk/product/city-mini-roedgraa-801/ .

I alle lufthavne (på nær København) har vi fået lov at få klapvognen med til gaten. Vi købte sågar en taske til klapvognen, som vi de første 2 år troligt pakkede den ned i, hver gang vi gik ombord på et fly (da vi holdt op med at bruge tasken, så blev forhjulet selvfølgelig ødelagt).

Bonus tip
Posen til autostolen er perfekt til at de store vinterjakker, når man skal på skiferie, så man ikke behøver at sidde med dem i flyet – hvis man altså satser på, at bagagen kommer frem med samme fly som en selv 😉

Vælg børnevenlige fly

Ferien starter bare bedst, hvis flyveturen går godt. Jeg slipper ikke for at være træt, når jeg lander, men et godt forarbejde allerede når jeg booker turen giver mig en chance for ikke at være fuldstændig mast, når jeg lander.

Når jeg skal book flyturen så kigger jeg selvfølgelig efter den bedste pris, men jeg kigger også efter:

– Samlet rejsetid
– Antallet af mellemlandinger
– Flyselskaber, som jeg kan lide bedre end andre (bonuspoint: www.sas.dk) eller komfort og børnevenlige (Emirates)
– Og vigtigst af alt, hvornår rejsen starter

Når jeg så har fundet den mest optimale kombination, så venter jeg et par dage og ser, hvordan priserne ændrer sig – jeg skal jo være sikker på, at få den bedste pris. Hvis du flyver med rutefly, så check www.momondo.com og tilmeld dig FareAlert, som giver dig en email, når prisen på en ønsket destination ændrer sig.

Da min søn var baby, så var jeg nødt til at booke billetten til mig selv først og så ringe til flyselskabet og for at få ’sat babyen på billetten’, da han jo rejser for 10% af billetprisen indtil han fyldte 2 år. Det var også her, at jeg forespurgte på en vugge, som sjældent bliver bekræftet før man står i lufthavnen.

Vugger til babyer
Mange flyselskaber tilbyder et ’bassinet’ (vugge), som ofte sidder på en væg foran de forreste sæder på turistklasse. Der er ekstra benplads, men du må ikke have bagage stående på gulvet. Der er et lille net henover kassen (som jeg hellere vil kalde det). Husk at have noget blødt med til den. Voksiposen er for stor til at lægge ned i den. Da min dreng var 3 måneder gammel sov han samtlige 8 timer fra Toronto til København (han sov aldrig mere end 4 timer ad gangen dengang, så selvfølgelig blev pylremoren her nervøs).

Reserver pladser på forhånd
Når jeg så har booket billetten, så ringer jeg til flyselskabet og hører, om jeg kan booke børnemad. Og jeg forsøger at booke sæder med mindre det koster en formue. Hos Air Canada kan man ikke tage armlænene op mellem sæderne på den række med vuggerne, hvilket gør det svært at have flere børn med, som skal sove på mors skød.

Nu har jeg ikke selv to børn, så jeg har ikke prøvet at rejse alene med 2-3 børn, som jeg har set andre supermødre gøre, men jeg er ret sikker på, at det stadig er nemmere at putte babyen i vuggen og så have hænderne fri til de andre børn. Så gå efter vuggen, hvis dit barn er lille nok (der er restriktioner på vægt og længde).

Nogle flyselskaber vil lade børn sove på gulvet, men aldrig under turbulens – og du skal også tage babyen op af vuggen under turbulens. Og husk en kyse til babyen eller tynd elefanthue til de større børn – den aircondition er altid direkte ned i ørerne på børnene når de sover – også om sommeren.

Min granfætter gav et super tip til, når man flyver to voksne og to børn: Book pladser 2 og 2 og ikke alle 4 ved siden af hinanden. Det giver generelt bedre ro – specielt, når børnene skal sove. Når vi flyver 3 (to voksne og et barn) i de små fly, så kan vores søn godt lide at sidde ved vinduet. Han er en alder, hvor det er svært at sidde stille, så der er det rart, at far sidder foran ham (og ikke en sur gammel mand) når sønnike sidder uroligt og sparker til sædet foran (selv om han ved, han ikke må, så sker det bare ind imellem alligevel – bevidst eller/og ubevidst).

Jeg foretrækker at sidde i den bagerste afdeling af flyet, da det er den, som flycomputeren fylder til sidst. Derfor er der større sandsynlighed for, at der er et ekstra sæde ved siden af mig. Når jeg rejser alene med min søn, og vi flyver på et fly med 3 sæder i den ene side, så reserverer jeg altid en vinduesplads og en gangplads og lader midterpladsen stå ledig. Hvis jeg er heldig, så kommer der ikke nogen i midten, og vi har lidt ekstra plads til biler og til at ligge ned og sove. Hvis der kommer en, så sætter han/hun sig jo bare ved gangen.

Jeg er heller ikke bleg for at spørge ved check-in, hvordan det ser ud. Og igen ved gaten. Dengang min søn var under 2 år, lykkedes det altid for mig at få et ekstra sæde. Spørg pænt og se gerne lidt lidende ud. Der er altid stor forståelse for kvinder, der rejser alene med børn – hvis moren har det godt, så skriger børnene ikke så meget, og så har alle andre på flyet det også godt. I det hele taget, så spørg om hjælp i lufthavnen. Det gør alting så meget nemmere, hvis man ikke prøver at klare alting selv.

Hvilken rute skal man vælge
Air Canada har en direkte flyrute fra Toronto til København, og den har vi været rigtig glade for – specielt til København for den flyver kl. 22. Her får jeg altid mindst et par timers søvn, som er det hele værd med det program, som jeg ofte har sat op i Danmark. Returrejsen er meget hårdere, for der er den direkte flyver til frokost, så der er ikke et øjebliks afslapning, når man har en dreng, som stadig ikke kan se en film i mere end 10 minutter ad gangen.

Vi var i Dubai i oktober, og der var flere muligheder til samme pris. Blandt andet kunne vi vælge at flyve 2 timer til New York, og så 12 timer derfra til Dubai. Det valgte vi ikke, fordi det 1) altid er en pain at skulle flyve via USA. Der er så mange sikkerhedskontroller man skal igennem, og lufthavnen er usandsynlig stor, hvilket gør, at man skal sørge for mindst 3 timer imellem flyene. 2) Det var rart, at komme ud af flyet på halvvejen og få sønnike til at brænde energi af.

Derfor valgte vi at flyve 7 timer med Air Canada til London og så videre 7 timer med Emirates til Dubai. Emirates er bare det bedste flyselskab for børn, da de får en gave og børnevenligt (men også sukkerholdig) madpakke. Desuden er der mere plads til alting og super service. Vi bookede billetterne via www.Expedia.com, som jeg er meget glad for at bruge, men værd opmærksom på, at når du booker via en mægler, så garanteres der ikke en ombooking, hvis du ikke når dit fly, når det første er forsinket = risiko for at ende i en lufthavn, hvor du kun kan komme videre, hvis du køber en meget dyr enkelt billet. Tro mig, det var noget at syn at se mig løbe med rygsæk på ryggen og en 1 meter høj dreng i bæresele på maven, men vi nåede flyet, og det var jo det vigtigste. Det var her, at god tid til mellemlandinger kom på to-do listen.

Til jul fik jeg fat i nogle billige billetter hjem fra København-London-Chicago-London (Canada). Midt i en snestorm. Det var ikke sjovt. Chicago er generelt ikke en sjov lufthavn at flyve via, og denne gang var vi nær endt med at blive i 3 dage. Det blev kun til 24 timer, men når man allerede har været 12 timer undervejs med en 3 årig, så hængte vi noget med næbene. Efter endelig at være nået til Toronto, så gik vi kl. 2 om natten i snevejr uden vinterjakker til et hotel uden bagage og autostolen og sov i 5 timer, inden vi fløj helt hjem til London, Canada. Super klar til at tage på arbejde dagen efter. Not 🙂

Gode tips til autostol og bagage i næste blogindlæg.

Bonus tip
Skal du mellemlande, så lad dit barn løbe så meget rundt som muligt inden den næste flyvetur – også selv om du er træt – for du har brug for et barn, som kan sidde bare nogenlunde stille på den næste strækning også.

Håndbagage og små børn

Min søn på 4 år og har allerede fløjet mere end 15 gange retur til Danmark og på ferie rundt om i verdenen. Forskellige aldre har forskellige behov. Følgende er hvad jeg har haft med håndbagagen på flyveturen indtil videre. Alt sammen i en rygsæk, så jeg har hænderne fri og mulighed for at løbe efter min søn, når han ser sit snit til at stikke af.

Bæresele. Selv med en 3 årig er den rar at have med. Og specielt ved et flyskifte, hvor et sovende barn på 18 kg skal bæres. I mange lufthavne – for eksempel når man lander i København, så får man ikke sin klapvogn ud ved gaten. Jeg har valgt en Ergo baby bæresele, hvor barnet kan bæres foran på min mave eller på ryggen: http://altombaby.dk/category/baereseler. Den var også fantastisk for min søn at sove i, da vi vandrede på vulkaner på Hawaii for et par måneder siden.

Børnedyne og hovedpude (båret i en pose, sat fast på ydersiden af min Hagloft rygsæk). Jeg har altid et ekstra sæt sengetøj med i kufferten, så min søn kan få det på, så snart vi ankommer til hotellet. Der er så mange bakterier på et fly og dynen ender altid på gulvet og andre sjove steder.

Sovedyr (man har jo lov at håbe, at han falder i søvn)

En tom kop med låg og sugerør (det er bare træls med juice ud over sig når man sidder på flyet, så jeg får altid stewardessen til at skænke op til ham i den).

Madpakke. Hvis du tager frugt med, så hver klar over, om du skal smide det ud, når I lander. Eksempelvis må du ikke have frugt med ind i USA. Og så put bananen i en bananholder, som denne her: http://www.babygear.dk/madkasse-bananskal.html. Jeg har altid sønnikes yndlings kiks og snacks med, da flymaden ikke altid er lige fantastisk for børn.

Ekstra sutter – den bliver bare altid væk eller ender på gulvet.

Bleer, vådservietter, små poser til brugte bleer og et underlag. Jeg har altid 10 bleer med selv om, jeg højest får brug for 5. Det er nemlig sket et par gange, at kufferterne ikke er kommet med og så er det altså temmelig irriterende at skulle ud og købe bleer kl. 2 om natten.

Ammeforklæde var fantastisk, da min søn var baby. Mine veninder grinede af mig, men når man sidder tæt i et fly, så giver det privatliv (http://www.butikbabybee.dk/shop/cms-1.html)

Tablet/Ipad til de lidt ældre børn. Min mand lægger altid vores søns yndlingsfilm og nogle nye børnefilm over på den, så vi ikke er afhængige af skærmene på flyet, da de ikke altid virker og sidder for højt oppe til små børn. Desuden er flere flyselskaber begyndt at opkræve et gebyr for internet og se film online på flyet.

Ekstra bukser, bluse og strømper til min søn men også en ekstra bluse og trusser til mig samt t-shirt og boxershorts til min mand. Hvis nu juicen ryger ud over det hele, så er 8 timer fra Canada til Danmark en lang tur. Men det har også en fordel, når du kommer frem til Dubai, mens din kuffert er røget til Indien.

Så er der selvfølgelig alt det, du skal huske: pas, piller og penge.

Min søn har sin egen lille rygsæk, som han selv er med til at pakke (jeg sørger for, at lægge de rigtige ting frem ;-)), så han har ca. 5 biler og 5 tog og et par bøger med. Den må ikke blive for tung for det er nemmest, hvis han selv bærer den.

Hvad jeg ikke havde med sidste gang vi fløj fra London (den i Canada), mellemlandede i Chicago og San Francisco var en klapvogn, og det virkede faktisk rigtig godt. Vi slap for at vente ved udgangen af flyene.

Jeg har gjort fejltagelsen med at have en ekstra taske med i hånden, og det er ikke det værd. Husk også at lade de store dynejakker og børnenes store vinterstøvler blive hjemme eller i bilen i lufthavnen. Det er bare besværligt og varmt at håndtere dem på flyet. Jeg plejer at give min søn nogle lette indendørssko på så snart, vi ankommer til lufthavnen.

Bonus Tip
Jeg har netop talt med min veninde og hendes mand, som er på vej til Tyrkiet med deres to børn på 2 og 4. Hun var ved at pakke gaver ind til underholdning for børnene på flyet. Bare nogle sjove ting fra Tiger butikken.

Sat uden for verdensdemokratiet

Som dansk statsborger i udlandet i 2015 har jeg ingen demokratiske rettigheder. Jeg er sat udenfor verdensdemokratiet. Som udlandsdansker har jeg ikke rettighed til at stemme i Danmark.” Fint”, siger du måske, ”Du bor jo heller ikke i Danmark”. Men jeg har heller ikke rettighed til at stemme i Canada, fordi jeg ikke er canadier. Til gengæld har jeg ret til at betale skat begge steder.

Jeg er vokset op i det land, som har mindst korruption i verdenen. Danmark. Jeg er vokset op til at være ærlig og leve efter lovgivningen. Jeg betaler trolig skat af min lejeindkomst (og af min danske lønindkomst i de seneste 3 måneder) i Danmark og af min lønindkomst i Canada. Jeg ejer en ejendom i Danmark, som jeg betaler ejendomsskat af. Jeg fortæller troligt Canada om min indtægt i Danmark, så Canada kan få endnu en skattebid af min danske indtægt. Helt efter reglerne.

I Danmark ændres reglerne for fradrag og skat hvert eneste år (eller det bliver i hvert fald dyrere og dyrere at være udlandsdansker hvert år). ”Betal ved kasse ét”, siger Danmark, ”også selv om du ikke har indflydelse på skattereglerne eller andre regler, for du har ikke stemmeret. Stemmeret. Hvad betyder det for de fleste danskere? Stemmer du i dag? Er du klar over, hvilket privilegium du har som dansker? Du, som bor i Danmark, har indflydelse på Danmark, men hvis du ikke bor i Danmark, så er du sat udenfor demokratiet.

Da jeg boede i Danmark tænkte jeg ikke så meget over stemmeret. Det var en naturlig del af det, at være dansker. Det var kun, når samtalen faldt på lande med diktatur, at jeg blev bevidst om, hvilke privilegium det er at bo i Danmark. Jeg brugte troligt min stemme til hvert eneste kommunal- og folketingsvalg fra jeg fyldte 18 år, og til jeg fyldte 35 år. Jeg var nok lidt atypisk dengang, men mine forældres politiske engagement smittede af på mig – men kun i form af at stemme. Nu bor jeg i Canada og har ikke den rettighed. Og jeg savner den og er misundelig på dig, som har den. Jeg har kun indflydelse i min søns børnehave. Udlandsdansker eller er jeg i virkeligheden udenlands-borger?

Er det i orden, at jeg ikke har indflydelse på verdensdemokratiet? Er det i orden, at jeg ikke må stemme nogen steder? Nej, det er ikke i orden. I dag er verdenen tilgængelig på en helt anden måde end da jeg var barn. Arbejdskraftens bevægelighed er langt større i dag end den var i 1980. Moderne kommunikation har gjort afstande meget mindre. Jeg kan tælle på en hånd de få gange, jeg var i udlandet før 1990. Jeg var umådelig heldig at jeg var i USA i sommerferien mellem 5. og 6. klasse. Ingen af mine klassekammerater havde været længere væk end Mallorca. Efter handelsskolen tog udlandsrejserne fart. Udover de årlige skiture til Frankrig, så boede jeg et år i Tyskland og sidenhen et år i Australien. Og så var der de to måneder, hvor min kæreste og jeg rejste rundt på New Zealand og i Australien. At rejse er at leve. Mit højeste ønske var at bo i udlandet i en periode med min familie, så da muligheden kom og min kæreste blev tilbudt et job i Canada, så slog vi til med det samme.

Det er stadig lidt atypisk at være moderne nomader og flytte rundt i verdenen, men der bliver flere og flere af os. Der er ingen nøjagtig opgørelse af udlandsdanskere, men man regner med, at der er i omegnen af 200.000. For 100 år siden fik kvinder i Danmark stemmeret. Det er virkelig mærkeligt at tænke på, at kvinder ikke altid har haft stemmeret. Jeg håber, at der vil sidde sådan en som mig om 100 år og virre med hovedet og tænke: ”Hvor er det mærkeligt, at udlandsdanskere ikke havde stemmeret tilbage i 2015”.

Jeg har fulgt valgkampen i Danmark på tæt hold, da jeg netop er hjemvendt til Canada efter 3 måneder i Danmark. I radioen var der et indslag om udlandsdanskere. Der var et interview med en udlandsdansker boede i Sverige, og arbejdede som soldat i Danmark. Så han kunne blive udsendt som soldat for Danmark men havde ikke stemmeret. Konklusionen var, at så længe der ikke var en sag, som fik stor mediebevågenhed, så ville der aldrig komme en ændring i lovgivningen for det er nemlig grundloven, som skal ændres. Spørgsmålet er, hvilken kendis, som kan bruges? En fra Landmand søger kærlighed eller Paradishotel eller måske kommer der en statsminister, som bor i udlandet en gang.

Kære politikere, os udlandsdanskere vil også gerne have indflydelse, og jeg kan garantere stor stemmeprocent og stor viden om politik i Danmark, da vi tiltrækkes af alt, der er dansk, når vi bor i udlandet.

Skolevalg for 4 årige

Det er nogle fantastiske naboer, jeg har. En af dem var ude og feje blade – det gør det alle sammen, mens jeg får Alexander og Adrian til det, så måske er jeg ikke helt Montrealer endnu. Vi faldt (selvfølgelig) i snak. Hun er 42 år og fransk-fransk (altså hendes mor bor i Frankrig), og hendes mand er her fra Quebec. Hun og hendes mand taler fint engelsk og har en dreng, Lou, på 3 år. Alexander og Lou har leget en del sammen i sommers, men vi har ikke set hinanden så meget i de seneste par måneder. Det blev til 20 minutters sluder over hegnet. Emnet var skolevalg.

Alexander og Lou bliver begge 4 år til april 2015. Altså om hundrede år. Børn kan starte i skole som 4-årige (hvilket er normalt i Ontario), men her i Montreal starter de ofte først som 5-årige i børnehaveklase. Man kan vælge, at barnet først starter som 6-årig, men det er meget atypisk. Det er bare vildt tidligt, synes jeg. Da jeg startede i børnehaveklasse for 1000 år siden, var jeg der i 3,5 time hver dag. Jeg startede det år, jeg fyldte 6 år. I første klasse var vi der vel lidt længere, men ikke meget. Hvis Alexander allerede starter i skole til sommer, så skal han i skole fra 8:45 – 15:21 med 1.5 times frokost pause. Som 5-årig vil hans skoledag starte kl. 8:05 og slutte 15:30. Velkommen til heldagsskole!

Min nabo regnede først med at Lou skulle starte i skole som 5-årig. Hun planlægger at skrive ham op til den skole, som ligger 5 minutters gang fra vores huse. Den eneste skole, som jeg har afskrevet fra start af, fordi den er maximalt ucharmerende. Legepladsen består af 3 ting og har været spærret af i over 6 måneder af uransagelige årsager (for kedelig måske). Legepladsen ligger i en åben asfalteret skolegård. Der er ikke et træ eller en bænk. Kun to gamle basketballkurve. Med andre ord, det ligner en skolegård fra indre København i 1980 (ja fordommene fejler ingenting). Jeg er vokset op med træer og store legepladser og gemmesteder og fodboldbaner og bænke og borde og alt det, som jeg godt ved, er svært at finde i en storby – men legeområdet kan altså også blive for storbytrist. Desuden ser børnene ikke særlig glade ud, når jeg går forbi. Det skal siges, at det er afdelingen for de lidt større børn (8-9 år og op, vil jeg tro). De helt små starter i en anden bygning, hvor de har en park som baghave. To af de andre naboer har allerede deres ældste børn i denne skole – de samme naboer har barn nr. 2 på 3 år ligesom Lou og Alexander.

Min nabo havde følgende argumenter for at vælge den skole:

– Det er tæt på, så hvis det var svært at nå at hente Lou fra skole en dag, ja så kunne en af os andre måske hjælpe og omvendt

– Lou ville allerede kende nogle af børnene, når han starter i skole

– Betydningen af skolevalg (hvis bare barnet kan lidt at gå i skolen) er måske ikke så vigtigt i de første år, når børnene er helt små. Herovre skifter man til ”high school”, når man er 12 år. Dvs. 7.- 11. klasse. Så det bliver først rigtig vigtigt, hvilken skole man går på i High School

En anden ting, som er meget anderledes er, at børnene hvert år skifter klasse. De ryster stort set posen og danner nye klasser hvert år. Derved er det også meget nemmere at være ”den nye i klassen”, hvis man flytter skole. Så det var en anden ting, som min nabo sagde til mig. Hvis skolen er dårlig, så flytter vi ham bare. Og det gør man bare herovre. Hvis der er plads.

Jeg har netop siddet og stavet mig igennem den fransk hjemmeside (læs: jeg har skimmet forsiden) på den skole, som min nabo snakkede om. Det ser jo meget godt ud. Fokus på musik og sport. Intensiv engelsk fra 5. klasse (som aldersmæssigt vil svare til 4. klasse i Danmark).

Jeg synes, min nabo har gode argumenter for at vælge den skole. Jeg spurgte hende om et par andre skoler, som jeg kender i området, og hun springer bestemt ikke over, hvor gærdet er lavest – hun har undersøgt markedet og synes at vide, at man skal bevæge sig længere væk, hvis man skal finde en rigtig god skole (læs: stor fokus på de rigtige indlæringsmetoder og stort udvalg i aktiviteter og tilvalg). Så skoler, hvor jeg ville skulle køre ham hver dag.

Jeg har svært ved helt at sætte ord på, hvad jeg synes, en god skole er. Umiddelbart er det bare vigtigt for mig, at der er nogle gode lærere i de første år. Lærere som Alexander kan lide og som gør, at han bliver glad for at gå i skole og lære. Lærere som lægger et fundament for god indlæring. Men jeg er jo en komplet novice på området, så jeg håber, at jeg kender nogle lærer og forældre og andre, som har lyst til at ytre sig. Hvad skal man fokusere på, når man skal vælge skole til sit barn? Hvilke spørgsmål skal jeg stille til skolelederen? Og hvad er jeres holdning til, at sende børn i skole som 4-årige? – herovre har jeg en fornemmelse af, at forskellen på børnehave og pre-school er barn til lærer ratio. Altså mindre voksenkontakt, men det de lærer er det samme. Og så koster børnehaven en formue, mens folkeskole er gratis.

Glæder mig til at læse jeres holdninger!

Naboglæder og sorger

Der er ikke noget bedre end at kende sine naboer. Når jeg går hjemme til daglig, så føler jeg mig mere sikker, når jeg ved, at dem omkring mig kender mig. Men vigtigst af alt, så føler jeg mig hjemme, når jeg hilser på vores nabo på vej ud af døren om morgenen eller møder en nabo i supermarkedet. Det med at føle sig hjemme giver en helt anden mening, når man bor i udlandet. Det tager tid at opbygge et netværk og få venner, men det bliver aldrig det samme som i Danmark. Det skal heller ikke nødvendigvis være det samme som i Danmark. Vi er i Canada for at få en anden oplevelse i livet end den trygge opvækst i Danmark. Og alligevel er det vigtigt at føle sig hjemme. Nabobekendtskaber er en del af at føle sig hjemme for det giver den snært af tryghed, som jeg tror, vi alle har behov for i hverdagen.

I går var jeg som vanligt til fransk undervisning fra 8:30 til 11:30. Vejret var dejligt og jeg nød faktisk cykelturen hjem. Da jeg nærmede mig vores hus var alt, hvad jeg tænkte på: ”Det er street cleaning dag, så husk nu at flytte bilen, Ulla”. En bøde på $55 var ikke på dagsorden (igen), derfor så jeg først i sidste øjeblik moderen til en af de treårige, som Alexander har leget med i sommeren. Hun var i gang med at feje blade ud på vejen (så fejemaskinen kunne klare resten af rengøringen).

Jeg er så afsindig dårlig til navne, og mens jeg siger ”Hallo” tænker jeg desperat på, hvad hun hedder. Jeg stopper helt op og spørger, hvordan hun har det. Hun svarer tvetydigt. I det øjeblik kan jeg se, at jeg har et valg, for hun har det tydeligt ikke godt. Jeg kan vælge at ignorere, hvad jeg ser og sige noget generelt om vejret, eller jeg kan spørge mere ind til, hvad der er galt. Men jeg ved, hvad der er galt.

Hun er et par år ældre end mig og har to børn på 3 og 6 år. Alexander har leget med dem nogle gange på vejen i sommers, og Adrian fik en øl sammen med hendes mand en aften, mens børnene legede. Hendes mand er canadier, og hun er tysker. Jeg har talt med hende måske 5 gange. Hun har boet her i mere end 10 år og taler perfekt fransk. Hendes engelske er ikke særlig godt, men hun kan gøre sig forståelig med et par tyske gloser ind imellem, som jeg forstår langt bedre end fransk. Hverken tyskere eller franskmænd er generelt mennesker, som åbner op første gang, man møder dem. Jeg kan huske, at jeg tænkte i sommers, at hun virkelig havde sagt nogle meget personlige ting til mig på de 10 minutter, som vi snakkede ude på gaden, mens børnene legede. Jeg tror, at vi sammenlagt har talt sammen i 45 minutter i løbet af sommeren. Hun skulle til Tyskland i seks uger med sine to børn, fordi hendes mor havde fået en sygdom, som de havde fået besked på kun blev værre.

I går kunne jeg med det samme se, at hendes mor ikke var mere. Vi stod der på gadehjørnet i kulden og talte og græd i langt over en time. For en gang skyld sagde jeg ikke meget, men lod hende tale. Jeg havde mest lyst til at kramme hende og holde hende tæt, så hun kunne få sin smerte ud. Hun fortalte om hendes mor og hele forløbet fra i sommers, og at hun var taget til Tyskland igen i september alene. Det er ikke kun hendes mor, hun har mistet, det er også hendes rødder i Tyskland, som er forandrede. Hele hendes identitet er oppe til revision. Hun havde ondt helt inde i sjælen. Jeg er sikker på, at hun har mange veninder her i Canada, men jeg tror hun fornemmer, at jeg forstår hende på en anden måde, fordi min familie også er så langt væk. Det var på den ene side en god oplevelse, at få lov at komme så tæt på et fremmed menneske, men også utrolig hårdt, fordi det minder om, hvor langt væk jeg selv er hjemmefra.

Jeg håber, at vores samtale hjalp hende en smule opad det sorte hul, som hun tydeligt befinder sig i lige nu og ikke sendte hende længere ned. Nogle gange er der bare for mange kulturer og sprog involveret, til at jeg helt kan afkode, hvad der er hjælp, og hvad der er træsko lige midt i det, som gør ondt. Det er så svært at vide, hvad man skal gøre for at hjælpe et menneske i smerte. Jeg skulle til at skrive, at det er endnu svære at hjælpe et fremmed menneske, men faktisk er det lige så svært at hjælpe dem, som jeg er tæt på i Danmark, for dem kan jeg heller ikke kramme.

Danmark du dejlige ferieland

Alle danske familier med en villa har en trampolin i haven til ungerne, hvilket var alt hvad min dreng behøvede for at få en fantastisk ferie, og så er havet altid rundt om hjørnet og nok verdens bedste legeplads for alle aldre.

Så er det blevet dagligdag igen her i Montreal. Vi var i Danmark i 6 uger på ferie i september og nåede klassikere som ZOO, Tivoli, Legoland og en tur i Cirkus. Men det var køreturen over Fyn, som fik mig til at bryde ud i den gamle klassiker: ”Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer, så har du fundet ind til det, som gør livet allermest værd” og det var den lille færge fra Kulhuse til Hundested og ”klap en fisk” i Hundested Havn, som gav mig den der sommerfuglefædrelandsfornemmelse i maven. En fornemmelse, som jeg også tror, at andre udlandsdanskere får, når de kommer til Danmark på besøg.

Danmark er et dejligt land at holde ferie i – og denne sommer har været ekstra god. Som dansker glemmer man nogle gange de fede oplevelser, som man kan få i sit eget land. Oplevelser, som man tager til fremmede lande for at få. Legoland er da bare det bedste sted for børn (og voksne legebørn). Ever. Der skal jeg helt sikkert over igen, når sønnike er lidt ældre. Det var klart mine niecer og nevø på 5-12 år, som fik mest ud af den tur, mens min 3-årige søn var mest til bare at gå rundt i miniaturebyen og lege på legepladsen.

ZOO er altid et hit. Vi var der en dag med småregn, men ikke alt for koldt, så der ikke var kø foran hotdog-boden. Oplevelsen blev en ekstra tand bedre med insider viden om fodringstider og meget mere fra familiens dyrepasser, Krisser. Og så er der gratis parkering – det får man altså ikke mange steder i verdenen midt i en hovedstad.

Ingen fri parkering foran Tivoli, men til gengæld går toget lige til hoveddøren af verdens flotteste forlystelsespark. Ud over en perfekt legeplads og medbragt frokost (Tivoli’s hotdogs er ikke blevet billigere med årene) så mødte vi Rasmus Klump. Det er ikke en figur, som min søn sådan rigtig kender, men store udklædte figurer er altid et hit. Og en tur i Odin Expressen blev det da også til. Men bare det at gå rundt i Tivoli får nostalgien til at løbe frit.

Cirkus. Det er mange år siden, at jeg sidst har været i et rigtigt cirkus. Jeg mener, hver dag er et cirkus i min familie – altså på den gode måde, men denne gang betalte vi for indgang og så både klovne, elefanter og køer. Der er altid overraskelser i cirkus, og jeg bliver aldrig for gammel til lugten af savsmuld.

Min mors fødselsdagsfest var dog højdepunktet på ferien. 70 år. En gang var man helt vildt gammel som 70-årig, men med den energi, som min mor ligger for dagen, så kan jeg kun se frem til at blive gammel for så meget energi, har jeg ikke nu. Jeg elsker store fester med hele familien. Og det er det allerbedste ved ferie i Danmark – at bruge tid sammen med familie og venner.

Tak for denne gang, Danmark og på snarlig gensyn.

Når lillemanden er syg

Det er sjovt at bo i udlandet, når man oplever noget nyt og får nogle af de fede oplevelser. Det er knapt så sjovt, når man er syg eller familien eller venner i Danmark er syge. Så er man lige pludselig langt væk.

En klog kvinde (ja, du ved selv, hvem du er) sagde til mig, da vi begyndte at snakke om, at flytte til udlandet og måske få et barn. “Jamen, er du klar over, hvor meget behov du har for bedsteforældre, når du har et barn?” Den gang var jeg klar i spyttet: “Det klarer vi nok”.

Men der er ingen tvivl om, at det er nemt, når bedsteforældrene bor 20 km væk og tilkaldeklar, når lillemanden er syg og mor og far skal på arbejde. Ja, jeg er misundelig på min lillebror for den mulighed. Sidste uge var en af de uger, hvor jeg sendte min bror en misundelig tanke. Lillemanden kastede op hver morgen, og da han efter 3 dage havde det lidt bedre og blev sendt i vuggestue, ja, så lagde jeg mig. Det er ikke nemt, at være to fuldtidsarbejdende forældre og ingen mulighed for pasning under sygdom. Og herovre, er der ikke noget med “barns første sygedag”. Så der skal tages feriedag hver gang og med arbejde, der er svært at tage med hjem, så er det nok ikke altid en fordel for min arbejdsplads at have mig ansat. Det er min mand, som får husholdningsøkonomien til at hænge sammen (det er mig, som bruger den), så jeg er generelt den, som må snuppe en uplanlagt-hjemme-barn-syge-feriedag.

I sidste uge overvejede jeg det hjemmegående koncept igen. Som tidligere 110% karrierekvinde (eller i hvert fald passioneret i forhold til mit arbejde), så er overvejelsen om at blive 110% hjemmegående svær at tage. Samtidig ville hverdagen hænge fantastisk sammen, når lillemanden er syg. Og jeg havde nok ikke lagt mig med sygdom også, da jeg ikke ville gå og stresse over de ting, jeg nu ikke nåede på arbejdet. Jeg har været vant til at klare mig selv økonomisk, og jeg har brug for at tjene et yderligere formål end at være der for min familie. Helt klart et synspunkt, som jeg tror, de fleste danske kvinder på min alder vil nikke genkendende til. Jeg vil påstå, at der ikke er mange danske kvinder på min alder, som går og drømmer om at være permanent hjemmegående. Måske drømmer, men i den sidste ende ikke har lyst til at gennemføre det. Jeg tager hatten af for dem, som kan for det er ikke noget nemt job, og jeg ved også, at det let kan være det, som sker specielt, når man flytter til udlandet som medfølgende hustru med 2-3 børn.

Jeg lagde kistelåget fast på min karriere i Danmark, da vi flyttede til Canada. Jeg er startet helt forfra med et helt almindeligt kontorjob på universitetet. Nogle gange så kedeligt, at jeg er lige ved at falde i søvn, men samtidig er rammerne gode. Der er generelt ingen sure miner, når jeg har barn syg eller skal til lægen med ham. Jeg arbejder sammen med en flok kvinder som selv har børn og ved, hvordan det er. Og dog, så ved de fleste ikke hvordan det er, for de har et pasningsnetværk der gør, at de ikke behøver at helt så mange ufrivillige feriedage. Det kunne være et springbræt til en ny karriere, men det er nok snare mit egoistiske behov for at tjene mine egne penge og holde mine hjerneceller roterende og føle mig som andet end bare ”Alexander’s mum”.

Om vi savner bedsteforældrene – ja, selvfølgelig gør vi det. Heldigvis, kommer de tit og besøger os. Jeg er sikker på, at min svigermor vil kommentere denne post med at, der faktisk er lige præcis en måned til de kommer og besøger os. Samtidig har vi besluttet, at vi ikke vil have for høje faste udgifter til hus og bil, for der skal være plads til at tage til Danmark, når vi har lyst og mulighed for det.

Vi har valgt udlandet til og derved de trygge danske rammer fra, og det har haft og har stadig konsekvenser. Har jeg fortrudt? Ikke et sekund. I sidste uge, når vi så har haft ondt af os selv og betvivlet vores valg i et svagt øjeblik af mandesygdom, så kigger vi hinanden i øjnene og er fuldstændig enige om, at vi udlever vores egen drøm og ikke fortryder et øjeblik vores beslutning om at flytte til Canada. Karriere er bestemt ikke alt